Endelig skete det

Ida fik dræn i ørene i fredags. Endelig. Det var en hård omgang for hende.

Hos ørelægen gik det godt. Det tog hende et minut at falde omkuld - temmelig slatten - i mine arme. Det var ikke rart at se på. Jeg har selv været det igennem MANGE gange som barn, men når det er Ida eller Marie for den sags skyld, så er jeg ikke sej. Men det går jo hurtigt sådan noget. Kroppen var dog temmelig slem for hende bagefter. Lattergas og narkose skulle forlade hende, hvilke hun kæmpede voldsomt imod. De første tre timer var med gråd og utilpashed. Men inden aften og sengetid, var hun sig selv igen, dog ikke synderlig sulten.

Vi har ventet længe på, at der skulle findes årsag til hendes natteroderi. Nu er der sat dræn i hendes ører og jeg er lettet og glad for, at der er fundet en løsning. Alt den udmattelse, vi har været igennem, kan jeg se en ende på. Henrik og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene igår - vi ser så elendige ud efter kl. 20. Sorte rander og intet overskud. Vi har virkelig savnet hinanden. Der er meget at indhente!

Ida har sovet bedre de sidste to nætter. I nat var hun kun vågen 2 gange. Uden gråd - kun klynk over at sutten var væk. Hun skal nu vende sig til at sove og komme ud af vanen med at vågne mellem 6-7 gange hver nat. Det sidder indgroet i hendes sovearkitektur! Det skal nok komme inden længe. Jeg er ikke i tvivl om, at det var det rette, der blev gjort. Det er fantastisk!

SÅ: Nu kan vi alle snart sove igen. Jeg må jo være frisk og udhvilet til mandag 8 dage, hvor jeg starter jo igen. Det bliver så skønt! Både at få overskud, men også at være andet end en udmattet Mor!