33 år og en fantastisk dag..

Tak for en fantastisk dag..

Jeg blev vækket igår med fødselsdags sang, flag og gaver. Morgen groggy og med søvn i øjnene måtte jeg sætte mig op i sengen, hvor Henrik, Marie og Ida kom væltene, skrålende og i top morgenhumør. Er der en skønnere måde at blive vækket på?

Det sjoveste var Ida´s forundrende blik.. Hendes øjenbryn sad helt oppe i panden, mens hun krampagtigt holdt fast om et flag, som Henrik havde stukket hende. "Hvad søren foregår der dog her?". Sådan plejede vores dage da ikke at begynde. Da gavepapir lå spredt rundt i sengen, var der for alvor fest hos lille pigen.

Jeg havde en skøn dag med familien til spisning om aftenen. Det er så hyggeligt at have vores nærmeste familie på besøg. Mine gaveønsker var lidt kroner. Jeg sparer sammen til et nyt kamera. Jeg er så træt af, at det er svært at få ordentlig klare billeder. Vejret og lyset skal være i top, før jeg er tilfreds med belysningen. Så lidt penge til dette, var ikke af vejen. Nu er jeg snart ved vejs ende...

Denne dag med familien, de daglige gøremål - Marie skulle jo stadig til gymnastik, selvom at jeg havde fødselsdag :-) - og de sidste par timer alene med Hr. Skovgaard og ovenpå alle de svære stunder her i starten af maj, gav mig idag et ordentlig sug i maven: hvor er jeg dog taknemmelig for det jeg har. Jeg kan kun smile af det liv og de mennesker jeg har omkring mig. Vi skal virkelig nyde og ikke mindst passe på hinanden.

Forøvrigt fik vi hentet Maries nye briller. Vi har haft 5 par med hjemme. Hun havde tre røde par med. Hun var ikke i tvivl om, at de skulle være røde. Jeg var ikke i tvivl om, at det så skulle være disse her røde par.. Her en træt Marie i sin gymnastikdragt og røde briller..

Idag har jeg endelig fået taget billeder af Ida i noget af det færdig syede tøj. Dette her er hendes Smækbukser med Liberty Applikationer, som jeg tidligere har vist og skrevet om.

Den er bare så perfekt i str. lige nu. Hun blev vaccineret igår og var til 5. mdr´s undersøgelse. Hun er præcis 62 cm lang og vejer 7,2. Sund og tilpas. :-) Hendes reaktion på vaccinen blev heldigvis kun til lidt pyller og nærkontakt med mor natten til idag. Den første vaccine reagerede hun voldsomt på og der var ingen vågen Ida det første døgn efter.

Denne smockdragt, nedenunder her, har hun haft de sidste tre uger. Den bruger vi flittigt. Det er så nemt med de buksedragter. Hendes bevægelsesfrihed er stor og intet snærer nogensteder.

Vi var en tur i haven i forgårs. Hun lå på græsset og havde sin solhat på. Jeg var færdig af grin over hendes grimasser, da hendes små fingre fik fat i græsset. Uha det var en mærkelig fornemmelse.. Jeg prøvede at fange hendes ansigtudtryk. - Men igen, det giver jo slet ikkejer andre en fornemmelse for morsomheden.. og det er nok bare Mor her, der falder for det. :-)

-Det der tager tid er nok at få taget billeder med tøjet på.. så endelig fik jeg det foreviget med krop... Enjoy

Yes, Yes, Yes - Posebukser til Fru Skovgaard

Jeg har endelig fået taget mig sammen til at sy posebukser til mig selv. Jeg har tænkt på det i mange uger nu. Jeg har haft denne her buksemodel i 6 år ca. og jeg bliver aldrig træt af den. Jeg er nok mest til det der sidder løst og er rart at have på.

Jeg har skam et par diesel bukser som er slim fit, men det kan nok tælles på to hænder, hvor tit jeg har haft dem på. Jeg føler mig som en kæmpe skumfidus i et par nylonstrømper.. Altså har følelsen af, at alt overflødig hud tilpasser sig bukserne, hvor der er plads, om lårene så skal snæres 5 cm ned af benet. Jeg synes virkelig, at det er smart med disse snævre bukser og kan godt misunde de piger, der ser så smarte og feminine ud, når de er sådan klædt. Men jeg er mest til harems looket..

Jeg har dog ikke i lang tid syet et par af disse, da jeg har arbejdet på tøj til pigerne. Men hvor er jeg glad for, at jeg fik det gjort. Jeg har nærmest haft dem på siden jeg fik dem færdig i onsdags. Jeg har syet dem i de kæreste bomuld fra stof 2000. Blomsterne i stoffet er koralfarvet. Det er en skøn farve. Jeg har været lidt i tvivl om det ville blive for meget BLOMST på bukserne. - Jeg kan hurtigt blive træt af de ting, jeg syr til mig selv, men de er gået direkte på en 1. plads, næst efter min buksedragt.

Jeg overvejede at sy smock i linningen, men ombestemte mig. Jeg syr jo næsten smock i alt i øjeblikket. Så mine bukser er blevet syet med dobbelt stof i taljen, for at stive bukserne af og gøre afslutningen pæn. I siden har jeg fået syet en usynlig lynlås, det fungerer perfekt.

Af resterne af stoffet fik jeg puslet til en buksedragt til Ida. Det bliver så kært.

Lige nu sidder jeg her i sofaen og ømmer mig. Jeg var oppe at træne i Squash og Fitness igår. Jeg har ikke trænet i evigheder og trænger til fornyet energi ovenpå anstrengelserne den sidste tid. Så en gang morgen aerobic var ideel. Jeg var med det meste at tiden, dog måtte jeg smide den langærmede undertrøje, - jeg overkogte. Ingen træning - ingen mulighed for at afgive varmen. Så jeg var gasblå i hovdet efter mængder af hop over bænken. Det var fedt og jeg gik hjem med en følelse af, at jeg de næste mange lørdage gerne ville starte sådan op. Og dog... Efter en tur til Hollufgaard og hjem igen er jeg fuldstændigt øm over alt. Mine inderlår specielt. Når Ida øffer i sengen efter sin sut og jeg skal spæne gennem huset, griner Henrik fra sin plads - han synes jeg ligner en forspist gås, når jeg vralter afsted. Hmm, det gør sørme nas, kan jeg fortælle. I morgen skal jeg forklædt som min veninde Sille, til en omgang spinning i Højby. Det går aldrig!!!

Når tiden går i stå - et mere sårbart indlæg

Det har simpelthen været nogle hårde og dumme dage, de sidste to dage. Min mor gik pludselig bort d. 5. maj. Hun sov stille ind på sin sofa, 57 år gammel. Det hele skete så hurtigt og vi fik slet ikke mulighed for at sige farvel.

Mit liv, min søsters liv - vores barndom bliver afspillet på nethinden. Alle de tanker og følelser der strømmer gennem kroppen på mig, efterlader pt en enorm følelse af tomhed og ensomhed. Der kommer helt sikkert en reaktion, efter alt det her praktiske er overstået. Tirsdag skal hun bisættes...

Jeg ved godt, at det måske er et underligt sted, at fortælle om de triste ting. Dog er det vigtigt for mig, at sige tak til veninderne. Tak fordi I har været så søde og tænksomme. Det er så dejligt at vide, at I er der for mig, hvis jeg har brug for det.

Tak til min kære familie, for de smukke blomster I har sendt. Jeg kom hjem og så den store flotte buket på bordet. Jeg havde ikke forventet dét og blev så glædeligt overrasket. Det varmer mig så inderligt, at vi er i jeres hjerter.



Jeg har ikke fået svaret på jeres beskeder på telefonen. Der har været så meget. Alt det praktiske i forbindelse med bisættelse, boet etc, har drænet både Søs og jeg for energi. Tænk hvor meget der skal tages stilling til, og hvor finder man egentlig overskudet? Jeg har de sidste to dage ikke mærket mig selv. Jeg reagerer simpelthen ikke. Måske derfor jeg skriver her? For bare at kunne give udtryk for et eller andet?! Jeg kan ikke lige finde tonen, ordene og har ikke muligheden for at ringe op og sige tak, derfor lige lidt fælles her.

Her til aften, da jeg kom hjem efter en dag i samtale med bedemand og præst, var det skønt at komme tilbage til mine kære. Dog måtte jeg tage mig sammen ind i mellem. Idas smil og klukken kunne jeg slet ikke respondere på.... For s... så smil da tilbage, Mor..

For pokker, hvor havde jeg dog brug for at være lille... Jeg stod med Lille Pigen ved puslebordet og greb mig selv i, at forsøge at give hende 2 bleer på, -jeg havde tabt tråden - det var hendes nattøj, jeg ledte efter. Da hun blev puttet, sang jeg Livstræet for hende - vi har valgt at synge den sang for vores mor til bisættelsen. Den er meget sigende for hendes liv egentlig. En smuk sang - en reminder:

HUSK AT PASSE PÅ HINANDEN

Marie, den store tænksomme pige, kom ud til mig og spurgte, om jeg havde set Mormor. Jeg fortalte hende, at jeg sagde farvel til hende på hospitalet.

Marie sad og tænkte: "smilede hun, Moar?". Jeg forklarede hende, at Mormor så ud som om, at hun sov. Hun havde lukkede øjne og så rolig ud. At hendes ansigt slappede af - "det gør det jo, når man sover, så smiler man ikke". Marie sad og tænkte videre : "Moar?" "Ja?" "Havde hun egentlig fjernbetjeningen i hånden?" "Fjernbetjeningen?" "Ja? - fordi Farfar falder altid i søvn med fjernbetjeningen i hånden, når han sover på sofaen!?"

Det fik bestemt smilet frem på os alle. Sikke dog de tænker, hva?

Men midt i alt det her: jeg går desorienteret rundt og synes timerne snegler sig afsted. Kære alle jer venner og kære familie - det var jer, der var udgangspunktet.. 1000 tak for jer. Det betyder så ufattelig meget for mig og min familie, at I er her.

TAK