Påmindelse!?

Jeg er helt sikkert plaget af hormoner og har efterhånden fået graviditets pip?! Siden tirsdag har jeg ligget i min seng med feber, svedig dyne og haft det så jammerligt. Henrik lå der sidste uge - kunne han da i det mindste ikke få smidt det sygdom ud af huset, så jeg ikke også skulle ligge på langs?

Da jeg lå der i min seng - ret ubrugelig og latterlig ynkelig, har jeg ikke kunnet stille andet op end at sove og falde i staver.... 

Og her er det, graviditets-hormonerne vist tager lidt over for mig....

Vi var til et fantastisk smukt bryllup i weekenden. Det var så gennemført lækkert, et rigtigt prinsesse romantisk et af slagsen... herfra billedet af vores bordkort. De to hjerter, vi selvfølgelig har taget med hjem... 

Bruden kneb en tåre dagen efter til fælles brunch - fordi hendes bryllup havde været alt, det hun ønskede. Det gik lige i hjertet på os alle. Det var en smuk dag - også for alle os, der måtte være med til at fejre kærligheden.

Henrik og jeg er ikke gift. Der skal ikke lægges en undertone i den sætning. Jeg har faktisk ingen forventning om, at vi skal op af gulvet sammen. Vores kærlighed er noget ganske særligt. Det behøver vi ikke en præst til at sætte streg under. Men kunne man blive bundet sammen med elefanttråd eller andet ubrydeligt, ville det være at foretrække...

Jeg kan sgu godt ind i mellem føle mig kedelig, intetsigende og uinspirerende, meget lidt fræk og alt for meget almindelig! Altså lidt for meget mor og kone-agtig. Lige nu, midt i sygdom og graviditetskvalme er der intet udstråling fra mig, der minder om romantik og ynde. Jeg går rundt med rander under øjnene, har vand i mundvigende - fordi kvalmen konstant hænger halvt ude, morgenhår og en kropsholdning der skriger efter mere afstand.

Det er så tydeligt, når man sidder til f.eks sådan et bryllup, hvor kærligheden er i højsædet, at man lige bliver mindet om, at kærligheden altså også skal plejes. Og det er ligesom også min opgave, at tage vare på den. Jeg kan godt lidt børnefornærmet tænke - hmrf - hvorfor er det altid ungerne, der får det første dejlige god dag smil...

Altså Frk. Hønserøv - måske jeg lige skulle børste mine tænder, rede mit hår og komme løbende, ligesom lille Ida, i stor gensynsglæde. Den kommer slet ikke til mig automatisk i øjeblikket.. Graviditets kvalme eller ej! Kan I genkende mine tanker? Jeg glemmer det lidt i travlheden... Til stor beklagelse.

Nå!

Som vi sad rundt om et stort bord i lørdags - parrene var skilt ad. Henrik sad 6 pladser væk fra mig. Han var så umådelig langt væk. Jeg stjal mig glimt af ham undervejs under middagen, sendte ham hans helt specielle smil - på et split sekund blomstrede kærligheden op.. Hold kæft hvor jeg pludselig mærkede hvor højt jeg værdsætter og elsker ham. Ikke at den var død og vissen.. Ind i mellem bliver den bare pakket lidt ind i krogen - overskygget af hverdagens hurlumhej, madpakker, vasketøj, skidt i vasken og sure sokker bag wc-døren.

Jeg skal være bedre til at minde mig selv om, at vores børn + den lille undervejs er et lækker stykke frugt plukket af vores kærlighedstræ.. De tanker om, at jeg mister min glans midt i det her hormonvirvar overskygger ikke det vi har sammen. Jep - jeg kan godt blive lidt angst for at miste.. Især Henrik! Jeg tror lige, at jeg vil smutte ud og vaske mit hår, komme lidt pomade på mine sprukne læber og gøre mig kysse klar!

Er det mig, der er for skidt til at huske på de vigtige ting eller genkender I mine tanker? I vores verden er det ikke altid rosenrødt og opstillet... håber ikke jeg har givet jer det indtryk :-)