Tankestrøm - jeg er ikke alene

Jeg sidder akkurat nu i min Bedste Brors lejlighed og drikker en kop te.

Jeg var sammen med de mest inspirerende og spændende mennesker igår og tog derfra efter 8 timer intens hygge og snak. Min plan var egentlig, at jeg skulle SOVE hos Bette Bror, når jeg nu endelig havde muligheden for det - men jeg har ligget søvnløs det meste af natten. I første omgang var det larmen fra byen, der holdt mig vågen. Jeg er slet ikke vandt til at kunne høre alt det liv - der er forbundet med storbyen. I hvertfald ikke mere. Hjemme hos os hører vi ikke naboerne snakke, holde fest eller råbe af hinanden.

Men jeg lå også vågen på grund af alle de indtryk fra igår. I ved jo som piger kan sludre. Det er ofte i øst og i vest og om alle mulige sager. Enkelte snakke igår, gjorde stærkt indtryk på mig. Måske var det hele sammensuriummet, der fik mine tanker og følelser på gled. Jeg elsker alt være sammen med mennesker, der formår at prikke lidt ekstra til mig.

Selvfølgelig har vi snakket om børn, job og kvindeliv.

...og om søvnmangel
Jeg har fået luftet mine frustrationer om Ida´s nattesøvn - har hørt på andres erfaringer om dette emne. Jeg er så lettet over, at jeg ikke står alene i dette søvnens eller mange på samme´s tomrum. Og samtidigt er jeg bekymret om, at det ikke absolut behøver at være en periode, der bare liiiige slutter. Jeg er ved at dø af skræk over, at jeg f.eks skal udholde et år mere. Jeg tager virkelig hatten af for de mennesker, der har kunnet udholde 2 eller 3 år i denne konfliktfyldte tid. Søvnmangel påvirker ens krop, psyke og familieliv i sådan en grad, at det kan være på opslidende bare at være til.

Jeg har ligget i nat og tænkt på Ida, Marie, Henrik og jeg. Min barsel har været hård, hvad angår søvnen. Jeg har gået rundt i en osteklokke og har forsøgt at klare ærterne, hvad angår mine unger og det nødvendige i familielivet. Men der er ting, der har haltet, jeg har fejlet.  Der måtte lægges planer om hvordan vi fik hentet søvn ind, så man ikke pludselig skulle se sig selv udefra som en dårlig mor.

Henriks og mit forhold er ligeså varmt, som da vi mødte hinanden - kærligheden er vokset, men den har også været gemt væk i en tåge af træthed. Vi har begge været grå i ansigtet af udmattelse. Vi har heldigvis kunnet se det morsomme i situationen og leet af hinanden, mens vi har slængret os på madrassen på gulvet. Humor og kærlighed, har hold os stående sammen.

Jeg tænker bare, hvordan vi vil overleve dette, hvis vi skal æde et år eller flere med natteroderi. Hvordan vil ens humør blive - vil ens glæde forsvinde, hvad med overskuddet, hvad med jobsituationen eller vigtigst, hvordan vil kærligheden udvikle eller afvikle sig?

Alle der har børn ved, at de første år i børnenes liv er de mest drænende. Prøv så lige at få kastet en spand "du skal heller ikke sove i de første år" ned over dig?! ... Kan lige se en lille leende djævel for mig..

Jeg ved ikke, hvorfor dette indlæg tager fart og hvorfor jeg skriver noget, I allerede ved. Jeg er bare overrumplet lige i nuet. Jeg savner Henrik, Marie og Ida. På afstand, som nu hvor jeg er her i KBH, så ser jeg også tingene lidt udefra. Jeg skal hjem til Henrik. Vi bliver nødt til at få lagt en strategi for, hvordan vi skal klare år mere i denne situation. Ida sover ind i mellem godt. (vel og mærket er vi oppe 2 gange i snit de nætter). Men stadig er vi vågne og på benene de fleste nætter.

Og det er måske bare sådan det er. Dét faktum tror jeg er vigtigt, at vi accepterer. Jeg har indset, at det ikke nytter at sige, at "det her bare er en periode", for hvad nu, hvis det er sådan Ida har brug for at sove? Jeg har netop hørt om lignende tilfælde. Og kan nu se paraleller, som jeg ikke sådan kan slippe omkring.
Ida er en lille glad pige. Hendes døgnrytme bærer ikke præg af, at hendes nætter er tåbelige. Hun følger sin udvikling, hun er en glad pige. Hun er ikke ramt på samme måde, som vi er. Måske er det bare sådan lille musen sover. Noget vi ikke sådan kan lave om på.

Jeg er glad og lettet. Jeg fik luft bare af at lytte. Et genkendende øjekast var nok til at skabe lidt ro i mig. Man kan sagtens klare ærterne, når man ikke står alene i suppedasen. Jeg klarer gerne en spand søvnmangel, når jeg ved, at et søsterkram eller en opringning vil være vejen til en dyb indånding frisk luft. Så kan jeg godt bide i det sure æble. Jeg er ikke alene.

Febervildelse

Vi har stadig sygdom hængende over os. Heldigvis er jeg ved at være nogenlunde ovenpå igen - jeg er nu kun snottet og har en hovedpine - måske også pga manglende søvn. Men jeg kan nu begynde at have overskud til rumme Ida´s sygdom oprigtigt.

I formiddags blev jeg rigtig bange - hun havde fortsat 40 i feber, hvilket hele natten bar præg af. I formiddags lå hun dog hos mig. Lige meget hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke gør det godt for hende. Den lille pige forstår jo slet ikke, hvorfor hendes krop gør sådan mod hende. Hun lå på min mave i næsten tre timer, sov og græd på samme tid. Ind i mellem sagde hun hej hej, og det var i søvne.

Det endte med endnu en sviptur til lægen. Det er fedt, at de tager det alvorligt, når man ringer. Jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig, da hun nu har haft feber siden onsdag. - Men summasummarum - Vi har åbenbart en virus. Virus gør man jo ingenting ved. De små børn har bare sværere ved at komme af med det. Og varme regulatoren i deres system går helt agurk.

Vi er hjemme - Ida sover igen.
Jeg er begyndt at overveje min tur til KBH i weekenden. Der har været tvivl om, om jeg overhovedet kom afsted. Men jeg kan da ikke gå glip af træf med en masse spændende piger, vel?!

Lav og sy finesser med skråbånd

Jeg er et par gange blevet ud omkring kantebånd og om, hvordan jeg syr dem på. Enkelte har sågar opfordret mig til at lave et indlæg om, hvordan jeg gør.

Jeg har nu overvejet det længe og taget billeder undervejs i processen. Der har været utallige billeder, som jeg har sorteret i. Men jeg -ætror, at jeg nu er klar til at guide dig igennem kantebånd-forløbet.

Trin 1:

Når du har valgt stoffet ud, som skal laves til kantebånd, skal du finde linial og saks frem. De professionelle har faktisk et underlag, hvor de skærer stoffet af til kantebånd. Det er ret smart. Jeg har nemlig prøvet det. Men hjemme hos mig foregår det sådan her.

Når du skal klippe kantebånd, er det vigtigt, at du gør det diagonalt på stoffets trådretning. På billedet  under har jeg lagt linialen, så du kan se retningen. (Ja, jeg fandt det ikke indlysende, da jeg startede!?).

Ekstra fif: Hvis du tænker at lave dine skråbånd i liberty-stof, så er det så fint vævet, at du sagtens kan klippe/rive dine strimler langs trådretningen. Det går både hurtigere og sparer lidt på stoffet, så du ikke har en masse stykker stof liggende i trælse størrelser.

Afmærk med kridt eller karton og klip strimler, der er dobbelt så brede, som den ønskede færdige skråbåndsbelægning plus sømrum. Jeg klipper som regel mine ca. 3,5 cm brede. Det passer til min skråbåndsfolder. Mere om det senere.

Trin 2.

Nu er du klar til at sy dine strimler sammen, hvilket du gør ved at lægge stoffet ret mod ret. Stoffet skal ligge på tværs af hinanden. Så du laver en 90 grader vinkel med strimplerne. Sy dem sammen på langs ad trådretningen. Følg linien fra linialen.

Pres sømrummet fra hinanden. Så kan du se, at strimlerne er syet sammen på skrå. Smart ikke?

Nu er du klar til at folde..

Trin 3.

Nu skal du finde din skråbåndsfolder frem. Jeg vil i hvertfald anbefale at bruge sådan en. Når først du er blevet dus med den, så kører det altså bare derud ad. - Når du køber folderen, står der på pakken, hvordan du gør. Dem de har i stof og stil er de bedste, synes jeg! Du kan købe dem i forskellige størrelser.

Ellers kan du manuelt folde båndet på midten og derefter stryge kanterne ind mod midterlinien. Det er med tungen lige i munden.

Altså køb en skråbåndsfolder!!!

Trin 4.

Nu skal du starte med at sy kantebåndet på vrangsiden af dit stykke tøj eller hvad du vil kante. På min quiltede vest her, sætter jeg kantebåndet ret mod ret mod kanten af stoffet. Herfra syr du langs den yderste bukkelinie på skråbåndet. På billedet kan du lige skimte liniens skygge. Det er lidt vigtigt, at du syr oveni linien og ikke ved siden af.

Trin 5.

Når du er nået rundt på vrangsiden, vender du tøjet om, og er klar til at lave sidste fiksfakseri med skråbåndet.

Fold båndet om på forsiden. Lad folden lige dække sømmen, som du kan se fra syningen omme på vrangsiden. Giver det mening, det jeg skriver? Altså den grønne stikning, du kan se på billedet, skal lige dækkes med den løse kant - og syes fast tæt på kanten med en stikning.

Det er her det kræver tålmodighed! Båndet må ikke foldes for langt ud over stikningen, da du så vil sy galt på vrangsiden. Hvis du som gylden regel lige knap og nap dækker den, så vil du også sy pænt på bagsiden. Ellers vil du sy ud over kantebåndet eller for langt indenfor. Og hvis du som jeg er ALT for pernippen med sagerne, så bliver du altså ikke tilfreds!

Så er du faktisk færdig.

Jeg har brugt lang tid på at lære at gøre det godt nok. Det har været en kæmpe tålmodighedstest for mig. Meget er blevet temmelig grimt. Faktisk så grimt, at jeg helt stoppede at sy kantebånd på med maskinen. Ida´s jakke her, har jeg syes trin 5. fast i hånden. Altså med usynlige sting. Det tager laaaaaaang tid, men det bliver også pænt. Men det bedste er klart, at sy det vupti vupti på maskinen - det giver så fede detaljer, de kantebånd!!!

Trin 6.

Enkelte spørger til det med de runde kanter og vinkler, man kan støde på, når man sætter bånd på.

Hmm, ja det er altså også svært enkelte steder. Det bedste du kan gøre er at presse skråbåndet til en buet form, hvis det skal sidde på en buet kant. Sørg derefter for, at buen sættes fast dér hvor tøjet buer. Det er begribeligt, men jeg kunne sagten være en torsk og sy det fast helt fjollet... Normalt inden trin 5. syr jeg i hånden skråbåndet fast, før jeg syr en stikning. Det kræver lidt øvelse at sy skråbåndet fast uden at ri først.

Jeg håber min guide kan hjælpe dig på vej. Det kræver lidt, at formulere sig, så det er forståeligt. Og det kan jeg godt kage lidt rundt i ind i mellem. God fornøjelse herfra - og send gerne link til det du får lavet :-)

Jeg sidder lige nu i min seng med en sovende Ida ved min side. Hun er helt mast af den høje feber. Og jeg selv er kanon træt, jeg kan ikke få sovet selv, da jeg er nervøs for et feberbarn.. Henrik er først hjemme kl.18.30. Der skal jeg sove, ynke og være ALENE!

Hurra for morgentv, panodil og trådløst internet

Jeg ligger her under dynen. Ida er lige faldet i søvn. Vi har rent faktisk næsten ikke sovet i nat. Det er ikke kun mig, der er syg nu. Ida har haft tårnhøj feber, det meste af natten. Nu har hun fået lidt panodil, så håber jeg, at hun (og JEG ikke mindst) kan få nogle timers søvn.

Det er simpelthen så hårdt at "mande" sig op til at være Mor lige nu. Mor med overskud til et sygt barn. Bare det havde været omvendt, så det var Ida der kunne tage sig lidt af mig. (?!) Jeg er træt, har kæmpe hovedpine, snottet flyder og mine tænder gør ondt.  Er det normal at tænderne også skal gøre ondt? Jeg føler, at jeg har huller i alle mine tænder! Håber dælme ikke det sætter sig til bi-, kæbe- eller pandehule-betændelse!

Jeg vil prøve at få sovet lidt.. det bliver en lang og hård dag. :-(

Nederdel med Liberty

Dette er endnu en af sagerne med de seje lommer. Jeg blev i søndags færdig med en ny nederdel, som har hængt på mig siden. Denne udgave er ikke med linning og lynlås, som mine forrige. Jeg har i stedet lavet den med ribkant. Det fungerer fint, skal jeg lige hilse og sige.

Det slog mig, da jeg fik set de mange billeder igennem, som jeg fik taget af mig selv med den på, at man faktisk godt kan bruge den, hvis man er gravid. Måske jeg havde oppustet mave? Mine tanker fik mig i hvertfald i den retning. Havde jeg bare vidst dét for 1½ år siden. Det ville have været kanon kært med baby-mave hængende ud over.. (Sidepring)

Da den er syet op i babyfløjl, så har jeg foret den med mørkeblå satin. Det har været nødvendigt, da stoffet ellers ville kravle op omkring møllen på mig. Måske fordi jeg fiser for meget rundt. Jeg tror dog, at dette stof er for let til at falde "tungt". Med foer falder den i rette retning hele tiden, uden at krybe op.

Lommerne er som på bukserne. Totalt cool. Jeg har selvfølgelig brugt en lille stump Liberty. En af mine farvoritter, nemlig Elysian Blålilla/grøn. Inde i lommen er der en rest af den lyse chambrey fra stof og stil.

Nederdelen kan selvfølgelig laves på bestilling. :-)

Lav din egen personlige mobiltaske

Det er så populært at gå rundt med sin mobiltaske om halsen. Jeg synes, jeg ser taskerne hænge i butikkerne overalt.
Jeg synes selv, at de er vildt smarte og praktiske. Især hvis man som jeg har uro i røven og konstant fiser rundt. Min mobil ligger ofte stedere, jeg ikke lige havde forestillet mig. Og træls er det, at skulle rende rundt og lede efter den.

Hvorfor ikke lave sin egen? Jeg har set forskellige her i blogland lave de kæreste og flotteste mobil-tasker. Lis laver dem i læder og brodere på dem. Kirsten hækler nogle fine mobil-soveposer.

Dette her er min udgave - fra mig til dig. Så find dine yndlingsrester frem og en lædersnørre - så er du parat til at gå igang.

1. Begynd med at klippe eller bedre rive to stykker stof i passende størrelse. Jeg har taget mål til min mobil og sjuset mig frem til at de bedste mål ville være 8,5 i bredden og 30 i længden. Og det er inklusiv sømrum.

Læg stoffet ret mod ret og overlock eller zig zag rundt i kanten på 3 af siderne. Lad den ene ende stå åben, så du kan vende stoffet mod retten. Pres med strygejernet og vend kanten ind, så du kan sy siden pænt sammen.

Klap stoffet sammen, så den passer til længden af din telefon. Og sy en stikning ned langs siderne. Jeg syede også op omkring klappen, så det så sammenhængende ud. Nu har du fået lavet en lille pose til mobilen.

Afslut tasken ved at folde klappen ned til lukning. Sy en lille løbegang for oven og træk din lædersnøre igennem og slå en knude. Hvis du ønsker knaplukning, så husk knaphullet inden du lukker af i siderne.

Voila - din mobil taske er færdig.

Denne her taske blev til min veninde i fødselsdagsgave.

Ida går nu

Det er helt vildt som tiden flyver. Ida har nu taget hendes første mange skridt efter hinanden. I lørdags knækkede hun koden, og hendes ansigt lyste op. Hun synes bestemt, at det her er fedt.

"Tungen ud af munden, armene i luften, så nu går jeg. Stille og roligt - fremad."

13 måneder gammel.

Godt nok går det ikke så hurtigt, som når hun kravler. Men klart hun ved, at hun har lært noget svært.

Ikke et øje er tørt her i huset.. selv Henrik bliver rørt til bristepunktet. :-)
God søndag i blogland!

Forår på bukserne

Jeg sidder her og har fået redigeret nogle billeder af Ida´s forårsbukser. En kop te ved min side og godt pakket ind i mine uldsokker. Hold da helt op, hvor er det koldt i vejret. Vi har tændt op, men om det er indbildning eller ej, så fornemmer jeg den bidende vind gennem vinduerne.

Jeg er nu meget betaget af sneen og det klare vejr. Faktisk opfangede jeg på P3 for nogle dage siden, en psykolog udtale sig om, at mange mennesker sprang vinterdepressionen over pga lyset, som sneen giver. Det er egentlig logisk nok, tænker jeg. Jeg bliver i hvertfald glad i sneen, især gennem mine unger. Det er så fedt med deres latter!

Dog er det lidt træls, at jeg stadig skal sige til Marie, at hun ikke skal spise sneen. Hun har nu i 7 år været helt vild med det (forstår det godt) men lækkert er det ikke! Dog kan jeg trøste mig med, at hun ikke i den her kulde scorer sig børneorm. (Det har vi prøvet, AD!!!)

Men jeg er begyndt at overveje forårstøjet. Ida´s gemmer er ved at tynde ud. Hun har ikke tøj liggende i næste størrelse, som vi har haft tidligere. Meget af det syr jeg selv, men basistøjet er heller ikke på plads.

Jeg fik i sidste uge lavet endnu et par smækbukser til lillepigen.

Jeg har efterhånden lavet disse smækbukser i forskellige udgaver. Og det bliver altså fede uanset hvad jeg gør ved dem, hvis jeg skal sige det selv. :-) Altså ikke fordi det er mig, der laver dem, men jeg tror, at alle der har arbejdet med Elsebeth Gynter´s bøger, ved at tøjet er kanon fedt.

Buksernes pasform er ideel til de små. Og fed er kasse-bukseformen, hvis man ikke sætter elastik i benene. Det har jeg dog valgt at gøre i disse her. Jeg veksler lidt ind i mellem og denne gang måtte jeg prøve ny teknik af.

Normalt sætter jeg bare almindelig løbegang i kanten og elastikken igennem den. Men på disse har jeg sat elastikken ind i kantebåndet i stedet. Det var lidt et nørkleri, men det fungerer og en flot finish indeni.

Bemærk så lige lommerne - det er samme model som dem, jeg sætter på posebukserne til voksne. Den lille trunte skal da også være med på noderne :-)

Stoffet er en rest, som jeg har haft tilbage efter en tunika, jeg fik lavet til Marie. Smart blev bukserne og restebunken svandt en smule.. Det kan jeg godt lide!

PS: Er der nogen (ved godt det måske er lidt tåbeligt at spørge mine kreative læsere om!) der har en udgave af Elsebeth Gynter´s bog børnetøj du selv kan sy 5-12 år ? Som du vil sælge til mig? Eller hvad med bogen med voksentøj? Jeg søger dem med lys og lygte.. Leder og leder... og leder

Marie hjemme igen

Marie er i KBH hos sin far hver anden weekend. Hun elsker at være der og savner ham helt ulideligt ind i mellem. Det er skønt hun har det sådan.

Men i ny og næ er det mig, der savner. Altså jeg savner Marie, når hun er væk. Man vender sig til meget, og Maries weekender hos sin fantastiske far er en del af vores liv og meget almindelige. Denne weekend har hun dog været meget i mine tanker. Så jeg har brugt mine tidlige morgentimer på at sy lidt til hende. Så der lå en lille gave til hende, da hun kom hjem. :-)

Jeg har lavet en ny model af raglan-tunikaen. Denne her er lavet med bindebånd under brystet. Rigtig sød detalje. Nederst har jeg lavet rullekant på overlockeren. Det gør den lidt rå midt i det søde.

Bedst af alt - jeg har helt selv (!) lavet en oldemorfirkant. For første gang har jeg gennemskuet en hælkeopskrift. Den var fra politikkens strikke og hækle bog. Lidt stolt er jeg. Fortjenesten må hæklemesteren fra Hæklekuset i forrige weekend stå for. :-)

Marie blev rigtig glad. Er der noget bedre end jubel?

Gå så lige amok da!

Jeg har været i mine gemmer og er nu gået helt agurk. Jeg har i 95 arvet nogle af min farmors ringbind, hvor hun gemte alle sine kreative magasiner.

Jeg har ikke tidligt været særlig interesseret i dem. De har i mange år været pakket væk i en kælder. Jeg har sågar på et tidspunkt tænkt, om jeg skulle aflevere dem til genbrug. Men hold op, hvor er jeg glad for, at jeg har beholdt dem.

Efter vi er flyttet i huset og jeg har fået mit eget rum til maskinerne og rodet, så har der været plads til de 3 ringbind. Det var dog først igår, jeg fik dem ned til skue!

Jeg har i forbindelse med hæklekurset med Karen og Tanterne Grøn været vildt optaget af at hækle. Jeg har dog ikke haft fat i nålen, men i mine tanker, har jeg været aktiv.
Men jeg er på jagt efter en opskrift på en hæklet vest med oldemorfirkanter - til børn vel og mærket. Jeg kan ikke finde sådan en opskrift, desværre, men måske du kan hjælpe mig?

Jeg faldt derimod over æld-gamle blade om strik og hæklerier. Det er så kitch og fedt, så jeg ville ønske, at jeg var en hurtig strikker. Der er så mange fede sager - og i særdeleshed flotte billeder.

De tre første billeder her er fra et blad, som er noget slidt og skrøbeligt. Jeg har prøvet at kigge efter årstal, men forsiden er desværre forsvundet. Dog ligger der et ældre mønstre foldet sammen i bladet, som er fra 1952 - så jeg vurderer at bladet må være fra ca. 1956-1960.
Strikke opskrifterne er ikke som vi ville lave dem idag, men jeg kan fatisk godt finde enkelte sager, som jeg ville lave til Ida. Specielt den lille tunika på 2. billede er jeg forelsket i.

Men jeg har også fundet blade, som er fra en svunden tid. I hvertfalt fra min barndom - griner.. og nu er jeg på vej i den retning, jeg gerne vil!

Prøv lige at tjek disse sager ud. Er det ikke bare retro? Jeg er vild med den hælkelde sag. Og for de kyndige er det sikkert Piese of Cake og lave den. Inden jeg har 100 % styk på hælkefasthed og deres koder, så er det ikke længere populært med disse 70´er sager. Så jeg skal have gang i mine overtalelses evner - min svigermor er kanon til sit håndarbejde.

Læg lige mærke til vesten også. Den er strikket. Men det broderi, som er på den, er der også guide til. Er den ikke fed!!!? Jeg tror, at Lis vil kunne springe igang med den. Hun er vildt godt til at brodere - og har vist også fået smag for det.

Det sidste billede er med for sjov. Nederdelen er totalt 70´er. Jeg forestiller mig den dog ikke på et barn. Men på en pædagog i 1973. Og tjek så lige damens hår? Jeg tror faktisk, at min mor havde sådan en frisure engang.

Kanon fed svunden tid - mere af det!

Et år efter fødsel

For hulan da... Jeg er ved at korse mig over mig selv, - temmelig meget endda ind i mellem.. Idag specielt!

Ofte tænker jeg over, hvordan kroppen og psyken ikke mindst reagerer på dét at være mor til små børn. Hvordan ændrer kroppen sig efter en fødsel.
Jeg har stadig mine efterveer. Altså i lidt abstrakt forstand.

To faktorer spiller en væsentlig rolle i mit liv. Og det er faktisk lidt funny. Læs: temmelig træls!

1.

Jeg er stadig forholdsvis labil. Jeg bliver på de mest kiksede tidspunkter rørt emotionelt. På jobbet har tårerne trillet ned af mine kinder, hvis ungerne sender mig smil. Idag hos lægen, (Ida har været til 1 års undersøgelse) hiksede jeg og slog følelsesmæssige koldbøtter, da Ida sagde hej til de andre patienter i venteværelset. (?) Ja, jeg er selv rystet. Jeg bliver overvældet over det mindste.

Sæt mig ind i en kirke med orgelmusik i julen, så skal jeg bæres opløst ud.  Eller bedre sendes til grædemuren i Jerusalem. Jeg troede egentlig, at det var fint nok at tude, når Marie gik lucia etc. Men i øjeblikket går det helt agurk. Jeg kan slet ikke styre det. Det kommer lige ind fra venstre og vælter mig omkuld - uden varsel. Lige en konstatering - jeg er IKKE gravid.

2.

Og snart det værste.

Jeg kører hjem fra lægen, Ida trist efter stik. Altså jeg må skynde mig hjem. Men også fordi jeg skal tisse. Ak ja, vil du ikke læse om urinlækage - så spring over.

Mig ud af bilen med en gal Ida i flyverdragt, 20 tasker (overdrivelse fremmer forståelsen) i hænderne. Jeg står med det hele i armene og finder ud af, at nøglerne ligger nederst i tasken. PIS OS!

Når jeg står der, er det ikke afslapning. Jeg krydser ben, hopper, fumler, er ved at tabe Ida og kan bare ikke finde de møg nøgler. Bedst som jeg står der, tisser jeg f... i bukserne. Til mit forsvar skulle jeg nok have besøgt det lille hus inden jeg kørte fra arbejde en time før, men havde travlt. Altså jeg var fyldt til randen. Jeg har hold mig længe - men de knibeøvelser har ikke strammet nok op!

Tror I jeg synes det er irriterende og pinagtigt når jeg ikke kan nyse, grine eller hoste uden at tisse i bukserne?

Jeg må knibe noget mere. Hele tiden måske? Rent faktisk har jeg slet ikke tid til at sidde her og gøre mig selv fuldstændigt til grin her i blog-land. Dog har jeg efterhånden gjort det et par gange, så jeg kan jo alligevel fortsætte, ikke? Jeg håber virkelig, at I andre mødre har været bedre i "form" efter en fødsel end jeg. Et år efter er simpelthen for slapt!!

God torsdag til jer..

Lækker vintersag med Lidt liberty - MED UPDATE

Jeg har sat prisen ned..

Er du vild med hjemmestrik?

Sætter du pris på dét stykke arbejde, der er lagt bag?

Har du en pige, som bruger str. 68-74?

Mangler du denne lækre cardigan?

Så er den til salg. En Ubrugt og smader hamrende lækker uldtrøje med Libertyknapper.

Dog blev den for sent færdig til Ida. Den lille marcipangris er oppe i str. 80.

Og passer desværre ikke trøjen.

Den skal ikke gemmes væk

eller kasseres.

Det er den for lækker til.

Derfor sælger jeg den her i blogland.

Pris: 270,-

Interesseret, smid en kommentar :-)

Jeg ved godt, at jeg har brugt så ufattelig meget tid på den.

Og det gør nas, at den er for lille.. men det er nitten ved at have gang i:

ALT FOR MANGE TING.

Jeg er godt træt af mig selv, kan I tro.. men I kender det sikkert alt for godt?!

Tirsdag formiddag

Jeg er hjemme idag. Ida er syg. Hoster og har feber. Lige nu ligger hun ude i det smukke vejr og sover. Hun har sovet siden kl 8. Hun er vist noget udmattet.

Jeg derimod har fået lavet bukser færdig, som skal til Norge. Min posebukser med liberty-lommer har været et hit. Jeg har snart lavet dem i en del forskellige udgaver. Jeg har taget billeder undervejs, så jeg kunne vise jer, de forskellige modeller. Desværre har jeg ikke kunne tage det færdige resultat på. Størrelserne var et nummer større end min egen. Jeg forsøgte faktisk med Henrik. Han er en lille prut. Men altså - råd for usødet - hans "ting" kunne skues i stoffet, og det var altså ikke fikst!!!!

Så jeg håber, at modtagerne vil sende mig et model-foto :-)

Det her er Maja´s bukser. Hun er vildt glad for kontraster og farver. Hun ville have dem i lilla babyfløjl og lommer i japansk print.

Rina i Nord Norge ville have dem i grå babyfløjl med liberty lommer. Dette Liberty stof (Mauvey)  er så skønt i farverne. Et strejf af forår.

Jeg har gang i en børnemodel til Marie. Den vender jeg tilbage med senere. Det går jo ikke længere så stærkt, efter jeg er startet på job. Ha en dejlig tirsdag..

Menneskesyn

"Mor? - Nu er X-factor jo i jylland i morgen! Hvis Mormor var i live, tror du så hun ville være med?"
"Det ved jeg ikke, Marie"
Moar? Tror du ikke Mormor ville gå videre?

Ingen kommentar herfra, kun smil

Mor! Jeg tror Mormor havde x-factor - hun ville vinde!


(Så knækkede min film. Godt der var mørkt i bilen, så hun ikke så mine tårer!)

Tænk sig et smukt billede, hun har af sin Mormor. Et billede så perfekt, helt og rent. Hun mindes hende som dén, hun var - en rigtig god Mormor - i de termer, hun nu kunne deltage.

Mit eget billede af min mor er farvet, sort og grumset. Jeg har haft vrede sågar had brusende i mig - følelser, som jeg ikke har formået at kunne ændre på. Jeg ville ønske, at jeg kunne mindes min mor i de nuancer, som lille 7 årige Marie - som ikke anskuede Mormor med voksenbriller.

Jeg har tænkt meget på situationen idag - og om menneskesyn. Vi er alle så hurtige til at dømme folk. Enten på udseende, væremåde eller som i vores tilfælde for de livsstillinger eller handlinger, som har foregået. De velfortjente chancer og den åbne imødekommenhed, burde være et must, men er ikke altid så ligetil.
Jeg er ret hurtig til at dømme folk. Jeg ville ønske, at jeg ikke så hurtigt sætter farver på paletten, men vupti - så har jeg skabt mig et billede, som ikke altid er sandt og er helt og aldeles rædselsfuldt.

Marie fik mig stoppet op igår. Mormor VAR fantastisk. Jeg så bare ikke de små ting - som skabte glæde hos mig engang. Jeg har skammet mig, været gal på hende og har ind i mellem ønsket det værst tænkelige for hende. Som barn har jeg ofte bedt til Gud om, at hun skulle forsvinde - eller værre - dø, så jeg og ikke mindst min søster kunne få fred . Min mor var maniodepressiv og havde samtidigt et overforbrug af alkohol og medicin. Jeg sidder her lige nu - og skammer mig over, de tanker jeg ENGANG har gjort mig.

Jeg ville gerne have tilgivet hende. Jeg er så bevæget over, at min mor vil blive husket med Marie´s ramme omkring. Det har hun fortjent.

Jeg tænker rent faktisk ikke meget på min mor. Jeg føler ikke sådan smerte eller savn. Men når Marie ytrer sine følelser, så får hun en sten til at græde. I julen kom hun hen til mig og så bekymret ud. "Mor, når jeg hører en stille sang, så kommer jeg sådan til at tænke på mormor".

Min mor er mindeværdig - især gennem Marie! Havde det ikke været for hende - kunne jeg ikke have været med til at bygge videre på vores stamtræ.

Men mit generelle menneskesyn bør vist revideres - eller rettere - jeg har gjort mig mine tanker. Jeg burde have give hende en sidste chance. Det billede, jeg som barn har malet af min mor, burde jeg have brændt eller malet over. Jeg burde ikke have puttet hende i en box, hun ingen chance havde for at slippe ud af. Hun kæmpede de sidste 10 år af sit liv. Hun havde skabt sig en tålelig tilværelse og havde de bedste tænkelige afsluttende år i Bryrup. Hendes krop gav op til sidst, den kunne ikke klare mere belastning.

Mine tanker (følelser, som jeg ikke har været i stand til at ændre på) om hende har her til sidst ikke ført noget godt med sig. Jeg er sikkert gået glip af en masse gode stunder med hende (måske ikke) - men hun fik ikke chancen.

Og det er mit indlægs akse; - hvis jeg snart selv kan hitte ud af det: Generelt handler det om syn. Mit syn på min mor, vores skuen efter de hjemløse og deres hunde i gågaden, eller hvem der nu står for skud. Måske skulle jeg/vi prøve at åbne øjnene, behandle alle mennesker ens, lytte til dem og give dem en fair chance for at vise, hvem de i virkeligheden er, så har man lettere mulighed for at se den indre blomst i folk.
Den lyser måske ikke umiddelbart ud af deres udseende, men den er at finde, hvis man ikke på forhånd har dømt folk, og hvis man giver sig tid til at finde den.
Min mors blomst fik lidt nyt liv - jeg så det bare slet ikke. Det var hendes børnebørn. Ida nåede hun at hilse på een enkelt gang.

Jeg har egentlig siddet her et par minutter og overvejet dette indlæg. Skal jeg udgive eller slette det. Det skal ikke lyde som det rene ynk hos mig. Nu får i tankerne, som har flydt fra mig som skidt fra en spædekalv. Jeg roder helt sikkert rundt i tanker om mor, mine egne følelser og mine generelle tanker om mennesket. Men det er mig - idag.

Det er ikke til at forstå

Det er ikke til at fatte - men vi skal UD på fredag. Vi skal ud at spise og i biograften. Henrik og jeg. Vi har ikke været alene i et år. Jeg glæder mig som et lille barn.

Min aller dejligste kusine, skrev umotiveret til os igår og inviterede sig selv hjem til os på fredag, for derefter at smide Henrik og jeg ud - og så ellers splitte vores hjem med ungerne.

Jeg kunne have tudet af glæde. Jeg har ikke været alene med pomfritten i evigheder. Det vil blive så underligt - at have tid og ro til at snakke, kigge hinanden dybt i øjnene, holde i hånd i biffen - ja i det hele taget at se en film færdig uden at falde i søvn.

Det bliver den fedeste weekend. Jeg hopper rundt i spring - (altså lige nu sidder jeg jo her og er så møg-hamrende træt efter 2 nætter med en syngende Ida) Men inden i er jeg i fuld flor - og klar til at gøre mig til foran Skovmusen... :-)

Og ellers glæde mig til en kreativ eftermiddag lørdag.

En tur på landet

Idag har været en af de dage, hvor jeg er totalt ugidelig og utilnærmelig. En doven hund, faktisk. Det har været skønt med så lang en ferie - men jeg er nede i gear og skal helt klart have et los i røven for at komme i omdrejninger igen. Det er op af bakke, men jeg glæder mig til at få gang i hjulet og hverdagen igen.

Jeg havde egentlig overvejet at få støvet min cykel af og hoppe på hesten de 10 km, der er ind til Odense. Både for motionens skyld - men også fordi jeg elsker at cykle. Men 5 døgns prognosen lægger ikke op til andet end bambi på glatis. Dét styrer jeg slet ikke!

Islænderen og mine luffer er nødvendige - sweateren også indenfor. Selvom der er ild i pejsen, fryser jeg. Jeg er så kuldskær. Det er så fint alt det hvide - jeg elsker det. Men jeg ville ønske, at jeg kunne blive indenfor.

Apropos luffer - så har jeg været en tur på landet idag. Jeg fik afleveret et gammelt faldefærdigt karlekammerskab hos en super snedker i Ringe. Det er det 3. af slagsen, han skal renovere for os. Jeg har en forkærlighed for gamle skabe, især.
Men den familie sorterer for Kirkens Korshær. Jeg har været så heldig, at de har HAFT en hel kasse stående med gamle broderier og deslige. Og det meste har jeg købt af dem. Nu har JEG en stor skuffe fyldt med disse smukke kreationer, som jeg vil glæde mig til at bruge til andre lækkerier.
Her i julen har jeg lavet 2 par luffer mere. Det ene par her, har Kate modtaget.

Ved siden af lufferne står en gammel kande med blomster i.

Dem fik jeg d. 22 af Henrik - en undskyldning fordi han havde brækket sig i MINE luffer.

Jeg er ikke længere sur :-)

Når jeg ser på lufferne, hver især - så er de så personlige og fine. Og prøv så lige at tænke på, at der er et menneske, som har siddet i en lænestol og broderet på det, for mange år tilbage? Jeg faldt over et gammelt vægophæng med spurve på, hvor vedkommende havde broderet årstal i. 1970 - der var jeg ikke engang født. Det er vildt. Dét jeg bliver betaget af er, at jeg fisker sagen op, som egentlig var ment til at blive brændt - og vupti er der lavet noget andet og særligt ud af billedet. Genbrug, når det er bedst :-)

Vi har tændt lys her til aften...

...for den stakkels pige fra Herning og de pårørende.

Der er mange ting, jeg ikke forstår mig på. Det skete i nat er en af tingene.

Der findes så mange syge mennesker i denne Verden.

Hvor ville jeg ønske, at de kunne forsvinde af HELVEDE til.

Minder om 2009 - det spirende år.

Det er så klassisk, at tænkte tilbage på året der gik, efter man har hoppet ned af sofaen og sunget falsk med på " Vær velkommen herrens år".

Jeg stod i ly for drengenes vanvittige mængde nytårskrudt og kiggede op på den smukke måne og faldt i staver. Jeg er normalt ikke så sentimental og følelsesladet, men da jeg stod dér med mit kamera og prøvede at forevige mine tanker, forsvandt krud, røg og drengenes dunst af cigar!

Mine minder om 2009 er fyldt med glæde. Jeg har oplevet mange ting i mit liv, som ikke har været værd at råbe Hurra for. Et af lodderne, når man ikke har mulighed for at vælge sine forældre! Jeg har måske altid være en smule tungsindig - hvilket jeg virkelig prøver på at ændre på. Men de 352 dage, som jeg har været medspiller i, har været så frydefulde.

Vores år startede med at tage imod et nyt lækkert spirende liv. Ida blev født d. 27/12 - et helt nyt menneske tog vores lille familie med storm - et individ, vi skulle til at lære at kende. Ida har selvfølgeligt nok fyldt rigtig meget dette år. Og mit omsorgsgen fik næring på ny. Mine følelser og tanker omkring at være mor til et lille spædbarn var mere overvejede og impulsive, end da jeg var 26 år med Marie. Min kærlighed er den samme for de to - men Ida har haft mere "brug" for mig, end den lille seje Marie, som tog verden med gå-på-mod og kæmpe iver.

Måske har følelserne været de samme, og jeg har glemt det med tiden - men hold op hvor har jeg været dyrisk beskyttende overfor Ida.
Min barsel har været fantastisk - jeg har nydt dagene hver og en - og mine timer er brugt på pigerne og vores nye hverdag.

Blog-universet opdagede jeg i februar. Det startede ud med min blog, hvor jeg kunne vise mine kreationer frem, så folk havde mulighed for at finde min side. Jeg havde slet slet ikke forestillet mig, at jeg skulle vinde så stort ved at starte "Rappedikke" op.
Jeg havde ikke helt overvejet, at der sad så mange andre inspirerende og spændende mennesker i dette univers, som ville læse med hos mig. Ikke mindst, at de ville dele deres tanker og glimt i livet. Jeg må sige, at mine forventninger til bloguniverest, i den grad er blevet indfriet.

Jeg har lært ny mennesker at kende. Mennesker, som har gjort dybt indtryk på mig. Mennesker, som jeg glæder mig til at møde igen. Jeg har sågar været så heldig at et af møderne er blevet til mange - og et venskab er begyndt at vokse.  Et venskab jeg allerede nu sætter enormt stor pris på. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville være en af gevinsterne ved Net-dagbogen.

Jeg har sagt farvel til min Mor i maj. Det lyder nok hårdt, når jeg skriver det så direkte - men JEG er begyndt at spire efterfølgende. Vi havde været mange oplevelser igennem, rucheture, som har sat sine spor i mig. Jeg har være vred og har haft en uro i min krop altid og især i samværet med hende. Selvom min voksentid har skabt mig stærk og rationel, så har den lille bange pige været tilstede, når Mor var i nær radius. Jeg fik sagt farvel på en god måde, jeg savner hende, jeg kunne have haft. Men det har bestemt også givet mig den luft og næring til at slippe helt. Nu bliver jeg bare så vemodig, når Marie f.eks som i julen kom ind til mig og sagde " Mor, når jeg hører en stille sang, så kommer jeg til at savne Mormor".

Om jeg forstår hende? Ja - det gør jeg - hun gjorde sit ypperste for at være Mormor for Marie.


Henrik og jeg vokser igen - de sidste mange måneder har vi levet i vores lille hule, som har afskærmet os for ekstra energi tilskud. Ida har fået vendt sin søvnrytme - vi har kunnet sove godt, de sidste 14 dage. Vi ser hinanden i et helt andet lys. Vi har ofte ligget på madrassen i stuen og leet af hinanden. Vi har været så udkørte, så vi nærmest ikke har kunnet slæbe os afsted. Trætte og med sorte rander under øjnene.
Jeg er blevet nyforelsket - jeg lægger pludselig mærket til ham igen. Han har hele tiden været her - men jeg har ikke længe set ham. Det er så opslidende med et barn, der ikke vil sove - heldigvis er Henrik og jeg så fasttømrede - så vi har kunnet tage det med humor og med tanker om " at det heldigvis kun er en periode". Men jeg forstår godt, hvor opslidende, det kan være for et parforhold. Og at enkelte må gå fra hinanden af den grund.
Igår da jeg sprang i favnen på ham kl. 24 - var jeg klar igen. Klar til at møde ham i 2010 - frisk og frejdig. Jeg har virkelig savnet ham!


Til alle jer derude - tak fordi I har fuldt med de 10 måneder her. Jeg har nydt jeres kommentarer og glædet mig over, at møde så mange forskellige og indblæsende mennesker. Jeres kiggen forbi og svar har givet mig energi til lidt mere herhjemme. Et frirum jeg er blevet så helt og aldeles afhængig af.
Jeg glæder mig til at følge med jer, det næste år.

Rigtig godt nytår til jer alle.

Christina