Det er lidt underligt, at skulle spørge jer om dette emne, men jeg er i et frygteligt dilemma.
Ida har jo som nævnt mange gange, ikke sovet godt i over et år nu. Hun er undersøgt for alt! Hun har fået dræn i ørene, og vi kan med garanti sige, at hun ikke går sulten i seng. Vi har prøvet zoneterapi og kan nu snart ikke komme på mere. Vi har accepteret, at sådan ER hun bare, så vi prøver ikke at tænke så meget over det! Men bare overleve vores nætter og dage, så godt vi nu kan.
Men…
Jeg er begyndt at tro på, at der måske er andet eller en anden, der måske kan have indflydelse på hendes uro om natten. Mere om det senere.
Ida har en Bedste Ven fra dagplejen. Malthe, som nu er startet i børnehave. Han har ikke sovet de 3 første år af sit liv. Han har været bange for sit værelse og for at komme i seng. Ofte har det taget 1½ time at putte ham. Han ville ikke have, at forældrene skulle forlade han for natten. Han sagde, at der stod nogen udenfor vinduet. Han vågnede panisk op og græd hysterisk næsten hver nat.Værelset har han aldrig været glad for. Og nætterne var noget, den lille mand forsøgte at undgå.
Men en dag, hvor de spiser frokost i dagplejen, siger Malthe, at han er bange for at sove om natten. Selvfølgelig spørger vores dagplejer ind til det. Den lille fyr på knap tre år siger derefter,
”han gør sådan her på mig” – og tager derefter kvælertag på sig selv.
Hvordan man lige skal forholde sig til sådan en udtalelse er svær? Tænkte moderen først:
”hvad f… er det for en psykopat mand, hun er gift med?” . Eller vidste hun med det samme, at der var andre end hendes familie i huset?
For at gøre en lang historie kort, så fik de besøg af en finurlig dame, som kunne se, at drengen altså talte sandt. Hun gik rundt i huset. Ind på Matlhe´s værelse stopper hun op og bliver utilpas. Hun siger til familien, at hun føler, at der sidder én om halsen på hende, så hun har svært ved at trække vejret.
Tidligere på grunden havde der tilsyneladende boet en familie, hvor faderen mishandlede sin datter. Den far befandt sig åbenbart stadig på grunden – og var efter knægten om natten. Vanvittigt!
Altså, jeg tror ikke på, at en lille dreng på knap 3 år opfinder sådanne historier. Prøv lige at tænk på, at den fyr har været så bange for natten i så lang tid? Han har aldrig været glad for sin værelse overhovedet. Nætterne har været et mareridt for ham. Han har set den mand udenfor sit vindue - og inde i værelset omkring hans hals.
Kvinden, som kan lidt
hokus pokus, fik sendt den onde far videre i systemet og den lille dreng har nu sovet igennem siden. Han vågner ind i mellem om natten, men han har ikke siden været bange for sit værelse. Og manden udenfor vinduet bliver IKKE nævnt mere.
Jeg synes det er en vild historie, men hvor jeg tidligere var skeptisk, er jeg begyndt at overveje, om der virkelig ikke ER mere mellem himmel og jord, end vi sådan lige ved om?
Jeg kan ikke sige, om vi hjemme hos os, kan skrive en lignende historie, men der sker altså underlige ting indenfor vores 4 vægge.
Mellem Ida´s værelse og vores soveværelse har vi et indbygget skab. Vores hus er fra 1960. Ind i mellem kommer der en fæl lugt af gammel mand fra skabet. I kender godt lugten af et hus, som aldrig bliver luftet ud. Hvor fugt og lugt bliver til noget ganske fælt? Sådan en snert kommer der til tider ud fra skabet.
Inde i skabet er der kun rent tøj og lidt legetøj af ungernes. Jeg åbner ofte lågerne og vinduerne, så der kan komme frisk luft i vores klude. Henrik siger, at det kan være mus på loftet og sådan. Men så forstår jeg slet ikke, at det kun er en gang i mellem, det lugter?
Det andet er, at Ida fik en Happy Puppy i fødselsdagsgave. Kender I den? Det er en hund, som spiller forskellige sange, hvis man trykker den på maven, ørene, poterne. Den er MEGET sensitiv, og går i gang, bare man aer den. Ind i mellem, hvis den ligger forkert, kan den godt finde på at spille en sang. Men stopper igen, når sangen er færdig.
I lørdags, hvor jeg kom hjem fra Rasmus Seebach koncert, sad Henrik og jeg i stuen og sludrede. Vi gik i seng kl. 24 og lå og hviskede til hinanden. Pludselig starter vores Happy Puppy. Den gik totalt amok, zappede mellem 3-4 sange. Ingen sang blev spillet til ende. Den sprang rundt på kryds og tværs og sagde mellem melodierne
"gi mig et knus" .
(Hvis Ida skulle få den til det samme, så skulle hun trykke alle steder på én gang. )
Henrik og jeg blev helt stive i sengen – og det var ikke af lyst! Henrik, som ellers synes at sådan noget dér, er noget pjat, sagde, at det var ulækkert. Ingen af os turde rejse os. Dukken blev ved i et par minutter, indtil jeg fik losset Henrik ud af soveværelset for at tage livet af den.
Vi lagde os igen. Henrik var ikke til at overbevise om, at der kunne være noget, der satte den i gang. Men jeg har gået de sidste par dage og været lidt små-bange. Jeg elsker vores hus, men jeg vil helst selv
invitere mine gæster, hvis I forstår!
I går skulle jeg så være alene hjemme. Henrik skulle se fodbold med drengene, men var kort hjemme og sad med ved bordet, da vi spiste. Jeg nævnte for ham, at jeg sgu synes, at det var klamt lørdag nat. For første gang gav Henrik mig ret.
Han spurgte mig undrende, om jeg havde været i garagen? Hvilket jeg ikke havde. Henrik fortalte, at han havde været i garagen efter brød i fryseren. Da han derefter skulle derud igen en halv time senere og aflevere en pose grøntsager, blev han forskrækket over, at der pludselig spillede musik fra radioen, der står derude. Han havde ikke tændt den, da han tidligere var forbi. Kunne den bare starte af sig selv? Eller var han forbi kontakten, som ellers er i den anden ende end fryseren?
Tror I lige, at jeg var utryg, da han kørte ud til gutterne? Jeg prøver virkelig, at overbevise mig selv om, at det bare er latterlige tanker. Men de 4 timer i mørke, hvor jeg var alene, dér var jeg vildt bange.
Jeg var tryg og rolig nede i stuen, trods vores sorte vinduer. Men så snart jeg nærmede mig soveafdelingen, så var jeg ved at skide grønne grise. Det løber koldt ned af ryggen på mig, nu hvor jeg sidder og skriver dette. Heldigvis er jeg ikke alene hjemme.
Gad vide, om der er hold i mine tanker? Eller kan man bilde sig selv noget så åndsvagt ind, så man bliver utryg og bange?
I har sikkert set Åndernes Magt. Jeg så kun et afsnit, for jeg er en kylling. Jeg er skide bange for Twin Peaks, især da BoB kommer flyvende hen over sofaen. Jeg holder mig fra sådanne serier og film!
Men når man hører om dette emne, så siges der faktisk, at børn har nemmere ved at fornemme disse fænomener end voksne har. Hokus Pokus damen, som hjalp Malthe, sagde, at vi voksne er ”farvede” og ikke har så åbent et sind længere. Børn har ingen holdninger og er mere modtagelige.
Så jeg spørger bare – kan det være rigtigt, at Ida måske fornemmer noget?
Hun virker ikke bange om natten. Men kan godt fornemme, hvis det er panisk angst, ikke? Hun vågner og græder i søvne flere gange om natten, men falder til ro igen med et kys på kinden. Men finder aldrig den dybe søvn.
Kan der være noget om snakken?
Det er f…. uhyggeligt, du!