Vild med grøn

Måske jeg skulle falde tilbage i den gamle krea-rille igen?

Jeg har fået en ny farve på hjernen. Den grønne kan jeg slet ikke lade ligge. Jeg er vild med den olivengrønne - men når det så er sagt med forårs solen i tankerne, så synes jeg den forårsgrønne er helt i top.

Jeg har klippet ud til 2 par bukser i de grønne nuancer til lillepigen - jeg er færdig med lilla og koral for denne gang... troede I... se hvad jeg lige har klædt hende i idag!?

Koral fylder meget i klædeskabet. Dog - fik jeg taget billede af Ida i hendes nye hæklede vest. Det var jo rent faktisk den I skulle se.
Denne vest har jeg nu lavet i 3 udgaver og den er så lækker og let at gå til. Ja´når først man har knækket koden.. Du kan finde link på opskriften her. Jeg skal nok lave den igen på et senere tidspunkt.. Kær er den i hvertfald.

Billedet af Ida blev super fedt - på trods af at jeg fik overbelyst rummet, da jeg knipsede hende. Men lidt justering på Picnik fik det til at se vildt anderledes ud. Hendes øjne er blå - men denne blå farve er med totalt boost af snyd.

Ingen arme ingen kiks

I forskellige kombinationer har jeg de sidste dage haft en indre debat om tilfredsstillelse. Denne gang bevæger det sig ind på kærligheds/intimitets området - hvor jeg har gjort mig mange tanker. Måske fordi jeg selv har benene godt begravet i alt andet end lige den form for tilfredsstillelse.

Tænk sig, at det rent faktisk har så stor en indflydelse på ens hverdag?!

Af gode årsager er der ingen snurreture til mig overhovedet. Hvilket egentlig har fyldt lidt det sidste halve år. Det har bare ikke været en mulighed at gennemføre tivolifyrværkeriet i vores lille hjem - for nu skulle Alfred jo ikke fremprovokeres på dét grundlag.

Men hold kæft, hvor har det været en pinefuld omgang. Jeg erkender - det har sgu gjort ondt - i perioder mere end andre. Vel og mærket.

Man kan vende sig til meget, men jeg har følt mig enormt snydt. Faktisk! Måske fordi det ikke har været en mulighed? Dét man ikke må få - kan man ikke lade være med at skue/stile efter... Eller drømme om. Jeg  har været plaget i flæng. Måske har jeg undertrykt behovet i dagstimerne, men ikke destomindre har drømmene har i hvert fald sat sine aftryk, som ikke har været at tage fejl af.

Jeg har altid tænkt - MÆND altså! De har sgu så konstant lyst til sex, at de kunne springe på hvad som helst, som havde en puls! Slap da så lige af, ikke! Det jeg så har undret mig over - hvordan kan det lade sig gøre at undertrykke det behov så grelt, at det nærmest er ikke eksisterende og søpølse-blød-agtig?
Pomfritten herhjemme har den evne - det behov kan sættes helt på stand-by - så bliver savnet slet ikke så stort og gør knap så ondt.. Det er jo bare en periode, med dejlig udgang.. Så er der bare en masse vi kan indhente bagefter ... bla bla bla... Hvor f... har jeg støvet det overskud og kontrolpanel op henne? Hvorfor har han ikke lært mig det trick på de 5 år, vi nu har været sammen?

Nuvel - det meste foregår så i mine tanker. Diskussionerne. Jeg kan jo i og for sig slet ikke gøre fra eller til. Men det er en underlig fornemmelse med de forskellige behov. Når man tænker på behovspyramiden, at sex rent faktisk er representeret... Kan det behov flytte op og ned i niveau? Tidligere har det da ikke gjort den store forskel. Da jeg var alene med Marie har det slet ikke været et issue for mig.

Graviditetshormoner? Min alder? Mine manglende arme? Hvad gør forskellen? Jeg ved blot, at det nok er første gang i mit liv, at jeg ikke har haft trangen til at undskylde med hovedpine eller sukke irritabelt og vende ryggen til... Som vi kvinder jo så smukt har ry for. Næ nej.. den dåse..
Gnæk, gnæk - den kagedåse står så allerhelvedes langt oppe... Sagde den lille djævel på min venstre skulder...

Heldigvis kan jeg ikke bebrejde Henrik. Det ville i den grad gøre nas, hvis det var intimiteten mellem parterne, der var årsagen. Hvad f... stiller man op, hvis der i parforholdet går vinterhi i sengen? Det tør jeg slet ikke tænke på!

Apropos sex og familieliv - Annamette Fuhrmann og Maren Uthaug holder foredrag i Odense d. 4. maj på kulturmaskinen. Det skal jeg med til... det kan kun blive grineren at se sig selv lidt ud fra deres humor!

Mentalt tilfredsstillelse

Weekenden med veninderne var så tiltrængt. Hvor jeg her de sidste par dage, har gået og funderet over vores hygge og snakke, så går det mere og mere op for mig, hvor meget jeg egentlig har savnet den afstand til hjemmet og hungret efter nærværet med veninderne. 

Mine lattermuskler har været gemt af vejen i smal forstand - så at kunne krampe sammen og gå i banjo over at være ved at tisse i bukserne af grin, har været så forløsende.

Det der med tilfredsstillelse...

Det er en finurlig ting. 

Hvad der lige går ind og tilfredsstiller de forskellige behov, på forskellige givne områder - er så individuelle og periodeafhængige.

Jeg tror virkelig, at jeg har sat det sociale behov lidt på stand by. Måske har der slet ikke været overskud til andet, end at koncentrere sig om graviditeten, bekymringerne og redebyggeriet. 

Her efterfølgende har jeg nærmest fået slået en dør i fjæset - hvor har jeg savnet at få fyldt dét depot op. At koncentrere mig om det særlige, der er mellem veninder og kvinder i særdeleshed. Der er en direktehed, en frihed til bare at være Kvinde med kæmpe udbrud af østrogen. Noget af det, vi er rigtig gode til. 

 

Jeg har ikke sådan nemt ved at kaste om mig med snak. Jeg er meget mere en lytter i mange sammenhænge. I et forum som her i weekend blev der lukket op for sluserne - mange af de tanker som veninder deler, er ofte så lig hinanden. Tanker man genkender og pludselig finder en sammenhæng i, når der er en anden der tager den op. 

Det er nok noget rodet i mine ord. Min pointe - jeg sætter så meget pris på det frirum og ville ønske, at der var mere rum til at kunne booke en weekend i ny og næ - blot for at få øffet op. Alt det øfferi griber pomfritten i hvert fald ikke herhjemme. Det er mærkbart savnet. Dog kan han heller ikke tilfredsstille netop dét depot. Det er der kun ganske særlige, der kan. 

Som her i weekenden!

Min krop den kan sgu godt alligevel!

Jeg lever stadig. Er stadig gravid. Den eneste forskel er nu, at jeg kan gå i fødsel når som helst. Min mave kører sit eget løb - den ene dag er der ret meget gang i den og min fornemmelse er; nu sker det!

Dagen efter er der ro og generelt ingen tegn på, at det er oppe over. 

I tirsdags var jeg til sidste scanning på OUH. Til vores store overraskelse og glæde vejer fyren nu 2406 g. Hvilket næsten er det samme som da Ida kom ud i uge 38. Og jeg er nu med Alfred i uge 35+4. Altså min krop kan sgu godt, alligevel. 

Det gør mig så ovenud glad og lettet. Alfred tager godt på, der er masser af fostervand og han er stadig inde i min mave. Måske han kan komme ud og være nogenlunde normalvægtig? Det vil jo være helt fantastisk og trygt at tænke på!

Jeg er nogenlunde klar til hans ankomst. Jeg er gået lidt i venteposition. Mine dage går med at læse bøger, hækle/strikke. I disse dage nyder jeg timerne i solen udenfor om formiddagen, hvor jeg kan sidde i en krog uden træk. Det har jeg virkelig savnet. 

Det er dog nu hvor tiden føles lang. Den glæde og forventning kan faktisk være ret altoverskyggende. Nu vil vi snart gerne hilse på Alfa-hannen, som har fyldt så meget i vores univers i snart et halvt år - siden min sygemelding. 

Billedet herover fik vi med hjem forleden. Jeg er imponeret over, hvor meget man rent faktisk kan se ved en 3D scanning. Vi så også Alfred i 4D (3D i bevægelse). Her så vi hvordan han havde fingrene oppe ved ansigtet, åbnede munden og drak lidt vand. Bedst af alt - han har sul på kinderne - ser det ud som! 

Jeg er stolt af mig selv! Jeg kan sgu!

Det bliver en helt anden hverdag. Jeg tror, at det kun bliver lettere - det har været sådan en sej tid at komme igennem. Det skal blive godt at få kroppen tilbage, så jeg kan komme ud at trave i solen.

Lige nu glæder jeg mig blot til weekenden, hvor jeg skal i sommerhus med pigerne - ikke mine små piger - men piger, som jeg kan grine, sludre og sladre med. Og Vesterhavet - ej at forglemme. Det bliver så godt med en god gang vind og det vilde hav og tøsehygge!

Pavestolt og dybt rørt

Ikke mange ord herfra... billederne siger alverden...

Lillesøster nåede også at komme forbi og bakke op!

Godt der ikke blev taget billeder af moderen. Det blev sgu vådt!

Tanker om omsorg

Jeg måtte igen en tur på sygehuset i går. Havde noget der mindede om begyndende veer. Ikke bare dem der plukker - men dem der tager til og niver det helt rette sted, når det virkelig skal gælde.

Jeg turde ikke blive hjemme. Jeg havde lavet et skema på tavlen, hvor jeg kunne holde øje med intervallerne. Jeg havde pludselig 3 veer indenfor 10 minutter, hvor den ene af dem virkelig gav farve i kinderne. Jeg stod den første time og tøvede. Nej, det er ikke galt. Og jeg kan jo ikke smutte herfra nu - børnene skal spises af, i bad, puttes. Og skulle Henrik nu stå med det selv?


Efter maden var der ingen tvivl. Jeg måtte afsted. Jeg sad i bilen undervejs og tænke efter for en stund. Hvornår var det egentlig trappet op? Plukveer har jeg jo konstant nu - så efterhånden lægger jeg ikke længere mærke til, at de er der. Kun hvis de bliver kraftigere.
Havde de ikke været det, de sidste par dage egentlig? Jo - sådan hvor jeg måtte stoppe op ind i mellem, trække vejret dybt og roligt.

Pludselig blev jeg bange - og her er det mine tanker og mit omsorgsgen kom op i gear. Var det et tegn på, at der var en fødsel under optrapning? Var det nu? Hvor jeg kun er i uge 34 + 5? Det måtte simpelthen ikke ske!!!

Jeg har den største skræk for at føde inden uge 36. Jeg er egentlig varslet - og forberedt, men tanken kan jeg ikke vende mig til. Jeg har en forestilling om, hvad mine børn har brug for, når de kommer ud - og det skulle helst lade sig gøre at give - på det niveau, jeg har i tankerne.

Jeg fik en snak med jordemoderen på svangreklinikken, som fortalte, at hvis det var en fødsel, der var igang, så ville de ikke stoppe processen. Altså så ville han komme ud og have modne lunger. Altså han ville godt kunne klare sig. Men jeg ser en film for mig, at barnet bliver båret væk uden af komme i kontakt med mig, som noget af det aller første.

Jeg ville ikke kunne bære ikke at skulle have lille manden op til mig. Jeg har haft det sådan med pigerne, at de stort set har ligget på mig de første mange dage, indtil vi alle har været klar til at se lidt mere verden. Marie var specielt lille, så det var særligt vigtigt for mig, at passe på hende. De kolde vugger, som vi får trillet ind på stuen, har jeg stort set slet ikke brugt. Nætterne var ej en undtagelse. Børnene har ligget i min seng - i min armhule. Sådan har jeg det bedst.

Jeg mindes en nat på hospitaltet med Marie, hvor hun en nat blev taget fra mig. Jeg skulle sove, mente sygeplejerskerne. Mælken skulle have ro til at løbe til - Marie sov, så de tog hende med ud i den skrækkelige vugge. Jeg vågnede op midt om natten - Marie græd. Jeg var ikke i tvivl. Jeg kunne høre hende. Trippende afsted på bare tæer fandt jeg sygeplejerskerne igang med at stikke en sonde i næsen på hende. (Hun skulle have mad - til deres forsvar) Min mælk var lidt længe om at løbe til og et lille barn på 2190 må ikke tabe sig. Men jeg var ikke varslet. Det gjorde så ondt at stå der i baggrunden, hvor attityder som "vi har styr på det her" sendte mig passivt væk. Det gjorde så ondt i mig at se på. Når jeg tænker på det idag kan jeg blive vred af harme. Men som 1. gangs fødende til et så lille barn - jeg vidste ikke bedre.

Tænk at være inde i mors mave i 9 måneder - ligge varmt og trygt med stemmer, puls og ro/trygheden stabilt indlejret i kroppen. Pludselig komme ud og blive lagt alene i en vugge. Den grundfølelse jeg umiddelbart får i mig selv ved tanken er savn og utryghed.
Skulle Alfred ud nu - og have hjælp til det meste, så ville det gøre så ondt helt ind i sjælen på mig. De små mennesker, som kommer ud i det hårde lys efter en sej medfart, skal have det bedste. Og det må være mor!

Altså - han skal blive derinde i hvert fald indtil marts udgang.

Min mave - fotograf Mette Risager

Jeg tænker meget over begrebet omsorg. Jeg er nok af den støbning, at jeg ikke må halte på dette område. Jeg har mærket på sjælen, hvordan det er ikke at få det, som børn har brug for. Måske det er derfor, at jeg er mere obs på det modsatte. Det er så indgroet i mig, at jeg skal gøre mit allerbedste. Hvilket til tider ikke er godt nok. Det er lidt dumt at fokusere - på den måde fokuserer jeg ind i mellem også på manglerne - de fejl alle forældre kan begå - og bebrejde voldsomt.

Jeg fokuserer og klemmer sammen. Idag efter en pencilinkur er der efterhånden ro i maven igen. Tænk hvad en blærebetændelse kan lave af uro!

Ps - Det er en helt anden snak, når børn fødes for tidligt. Dette her er et udpluk af mine tanker og følelser omkring det at føde før tid. Mange børn fødes for tidligt og klarer sig godt uden men og får selvfølgelig det de har brug for. Det er som sagt min tankestrøm...

Babytæppet fra Maren

Jeg glæder mig som et lille barn. Maren, som har bloggen Gro Godter, er ved at strikke et babytæppe til min lille Alfred. Jeg er slet ikke tålmodig og kan slet ikke gejle at kaste mig ud i hulmønster etc. Derfor spurgte jeg Maren.

Hun laver så meget lækkert strik... mon hun ville?

Billedet er lånt hos Maren :-)

Ja - prøv lige at se, hvor langt hun er nået! Jeg glæder mig så meget til at modtage det færdige tæppe. Jeg har sendt hende en bunke økologisk baby uld. Det bliver så fiiint!
Opskriften er fundet lige her.

Jubiii.... det ser så lækkert ud!

Ammepude m. Tittekanter

Jeg har syet nyt betræk til ammepuden i dag. Og suppleret looket med titte-kant. Det er en ret lækker detalje, som kan bruges i mange sammenhænge. F.eks. på lommer og linning på ny nederdel, som jeg er ved at få gjort færdig.

Som jeg sad i dag og syede på ammepuden - tog jeg en masse billeder af fremgangsmåden, når man laver tittekanter, da der var nogen, der havde spurgt til det i forrige indlæg. Heldigvis fik jeg lige googlet DIY + tittekanter.. Og så dukkede Groovy Mama op med en super DIY på netop disse. Så vil du lære at lave tittekanterne, så spring videre til hendes blog!

Mit betræk er syet op i Libertystof. Jeg elsker printet Pepper. Her er det i neon grøn/blå. Super fint til drengepuden.

Jeg er ved at gøre de sidste ting færdig til Lillebror´s ankomst. Så der kommer nok indlæg om mine idéer på den front de næste par dage. Jeg kan jo ikke lade være med at gøre lidt ved de sager vi har stående herhjemme. Et eller andet skal der syes på tingene. Tidsfordriv? Interesse?

You name it - jeg hygger mig med det!

Forårsfornemmelser

Jeg glæder mig til at trække i cowboybukserne. Generelt bare cowboystof.. jeg savner det lidt loose look og at være iklædt det jeg elsker - et par godt slidte bukser og et par converse.

Altså så når jeg fornemmer den lidt rå cowboytendens, der hærger moden, ja så klapper jeg i mine små hænder. For jeg elsker demin!!!

Jeg fik blod på tanden idag. Jeg har længe savnet at få syet mere tøj til voksne. Men grundet min form, har det været lidt op af bakken at sy, da jeg ikke selv har kunnet prøve det af...

Idag skulle det så være! Jeg har nemlig haft tanken om en bestemt nederdel længe. En af mine hæmsko er at når jeg selv tegner et mønster op, så skal jeg gerne kunne justere undervejs. Det har jeg ikke kunnet gøre denne gang. Men det færdige resultat ser vist ud til at ramme plet.

Det gule er jeg stadig gal med. Det er blevet til tittekanter enkelte steder på nederdelen.

Min lillesøster kommer i weekenden. Så skal hun prøve den af. Hun har lige figuren til at springe i sådan en nederdel.
Gad vide om jeg kan komme i den en dag? Svinder man mon ind over hoften igen?

Vil du se min smukke navle?

- eller blot den, som i øjeblikket stikker godt 1 cm ud fra maven?

Jeg fik mine billeder igår. De mavebilleder, som Mette Risager tog af mig i fredags. Jeg er helt tom for ord. Der er så mange smukke i mellem. Billeder - som jeg virkelig elsker allerede.

Hun har fanget dét jeg eftersøgte. Jeg synes graviditetsbilleder er smukke - uanset hvordan billederne bliver taget - for kvindekroppen i den tilstand er så yndefuld, lækker og betagende. Jeg er dog ikke glad for, hvis JEG skal stille op uden tøj og vise nøgen krop etc. For det første fordi jeg virkelig er genert - men også fordi det på en eller anden måde bliver for meget for mig.

Mettes billeder er så smukke. Ikke fordi det er min mave - kun :-) Men fordi hun bare kan det der. Og åbenbart havde en super fornemmelse af, hvad jeg ønskede.

Jeg har lavet et lille udpluk her - og lader dem stå for sig selv. Der er yderligere to af min mave i hendes galleri.

Hun er den største anbefaling værdig!

Jeg har en indrømmelse, hviskede hængebugsvinet

... jeg kan også godt finde på at kaste med sten...

Vi støder alle ind i mellem på situationer, som minder os om ordsproget; "du skal ikke kaste med sten, hvis du selv bor i et glashus". Både på jobbet, blandt venner og hjemme i privaten.
Igår blev jeg på finurligvis mindet om ordsproget 2 gange på samme dag.

Jeg har sovet af h... til i nat. Henrik snorker vildt meget i øjeblikket.

Da jeg mødte ham i sin tid, mindes jeg slet ikke, at det snorken var et problem. Måske fordi jeg selv sov som en sten, måske jeg har glemt alt om det i forelskelsens rus - måske er det kommet med tiden, i forbindelse med en god portion allergi, som han døjer med forår, sommer og efterår? Jeg ved det ikke...

Det jeg ved er, at det irriterer mig grænseløst, hvis jeg vågner om natten. I nat var det så en af de nætter, hvor jeg burde have rejst mig fra sengen.
Jeg vågnede, da Ida plantede sin fod i mit ansigt. Det er så træls at blive vækket på den "blide" måde. Efter et par minutter, hvor jeg lige skulle sunde mig, begyndte jeg så at lytte til Henriks snorken. Det er totalt latterligt, men det man prøver at undgå allermest - drager så én alligevel. Jeg kunne ikke lade være med at lytte. Fokusere på den snorken. Jeg mestrede ikke en skid, faktisk.
Hvilket jeg blev mere og mere arrig over - på mig selv. Jeg troede ellers at det var en genial løsning, jeg kunne bruge fremover! Glem det!

Jeg har gået til yoga for nogle år siden, hvor vi lærte at meditere og fokusere på at lukke lyde ude.. Det synes jeg faktisk, at jeg i den tid mestrede ret godt. Jeg elskede de seancer, hvor vi mediterede. Det gav mig virkelig en følelse af kontrol af mit sind, så jeg kunne skabe en anden form for ro i min krop.

I nat tænkte jeg så - dét må jeg da kunne gøre lige netop i denne her situation. Brug det så, Chris! Jeg lå der og fokuserede på mit åndedræt. Hvis Henrik havde været vågen, havde han troet, at jeg havde gang i helt andre sager - sådan som jeg træk vejret godt ind og åndede tungt ud... Det gav mig fint ro i min trætte krop - det havde jeg slet ikke behøvet åndedrætsøvelser for. Men lige meget hvad jeg stillede op, så kunne jeg ikke lukke lydene ude.. I hvert fald ikke Henriks meget insisterende brægen!

Jeg mindes filmen "barndommens gade", - hvor faderen i filmen også lå og snorkede sindsygt - moderens løsning var et pivedyr under dynen (typisk hundelegettøj) - når det blev for meget gav ham et ordenligt trut ind i ansigtet, når han snorkede.
Det kunne jeg godt se det morsomme i - tror dog ikke Henrik ville bidrage det.

Som jeg altid gør - ( sig det ikke til ham) så lossede jeg ham over benet og hev i hans dyne. Ida ligger i mellem os, så ind i mellem lader jeg som om, at det er hende, der fylder.. Totalt dårlig mor - jeg ved det.
Efter nogle ihærdige forsøg - stoppede han.

Heldigvis tænkte jeg..... SUK - og vendte mig om på siden.

Men for det ikke skulle være løgn, så begyndte jeg sgu at lede efter hans snorken. "nej, det starter ikke nu igen vel? Næ... hov, var det et lille grynt? Næ... Hvor bliver den af, det kan da ikke passe, at det lykkedes?"
Altså jeg lå bare og ventede på det. På at han skulle starte igen. Hvad mener I? Det er da noget af det dummeste. Jeg var godt træt af mig selv. Nu er jeg bare træt!

Min pointe - jeg kan egentlig ikke tillade mig at ligge og blive skide sur. I hvert fald ikke i øjeblikket - jeg snorker selv som et hængebugsvin her i graviditeten. Henrik er blot så sød ved mig, at han aldrig kunne finde på at losse mig over benet. Nej - god som han er, lader ham mig sove.

Jeg burde nok skamme mig!? Men det gør jeg ikke. Jeg kan ikke lade være, når jeg bliver holdt vågen. Det er den grimmeste lyd, man kan støde på - ever!
Dog bør man nok lige se indad inden man begynder at øffe op og slå glas i stykker... ikke?

Fotomodel for en stund

Igår aftes var jeg ude at få taget billeder af min store mave med Alfred i. Mette Risager, som er en af mine bekendte, er selvlært fotograf og tager de fineste billeder - både af naturen og af børn/voksne. Jeg kan blive helt paralyseret af hendes naturbilleder.

Hvis I kigger ind på hendes side med graviditetsbilleder, så kan I se, at hun lige rammer det, jeg eftersøger. Masser af skygge og ro og ikke så meget bar krop.

Jeg er ikke god til at stille mig op og sådan gøre mig til, så jeg var ret nervøs. Selvom at jeg kender Mette - så falder det mig slet ikke naturligt at blive set gennem en linse. Heldigvis fik Mette mig hurtigt til at slappe nogenlunde af.

Der er lang vej til at jeg stiller mig op, som Ida med største selvfølgelighed gør på dette billede. De små kan altså bare det der. De elsker rampelyset :-)

Jeg har smugkigget på de billeder, der blev taget af mig igår. Der skal nok blive nogle stykker, som jeg vil blive rigtig glad for.
Især et - som egentlig blot blev taget som et forsøg. Et billede, hvor Marie er med. Egentlig ville jeg ikke have børnene med. Det skulle blot være af maven - ikke andet. Men Mette skulle lige prøve noget af.... Og rent faktisk - jeg knuselsker det billede allerede...

Jeg glæder mig til at få billederne hjem. I næste uge tror jeg, at jeg har dem. Det bliver så spændende at se, hvad hun har fået ud af min noget udspilede vom.

Inden drømmeland

Ida er simpelthen så glad for hendes shuffle books. Hun har elsket dem fra første dag. De følger hende i tykt og tyndt. Hver dag er de med i dagplejen.

Det betyder at hun så nu i en alder af 2 år og tre måneder kan samtlige børnesange fra de små synger etc.

Jeg kan varmt anbefale dem!!

- Posted using BlogPress from my iPhone

Sidste fase

Jeg er gået ind i fasen - nu bygger jeg hule, gør klar til forestående fødsel og samler energi ind. Sidstenævnet går helt agurk. Jeg er mega træt i øjeblikket. Jeg synes ikke at have ret meget at dele ud af sidst på dagen og kæmper for at holde øjnene åbne.

Graviditeten denne gang er så meget anderledes, så jeg ind i mellem undrer mig over, hvordan det lige var med de andre to? Forskellen på alle områder er så markant anderledes. Men det er vores situation jo i den grad også - i og med, at vi i forvejen er 4 indenfor husets 4 vægge.

Det i sig selv dræner, at der ikke på noget tidspunkt efter 15 er ro. Jeg kører i alt for low tempo - hvilket er af nød. Min krop vil og kan simpelthen ikke andet. De plukveer der kommer i denne tid er dem, der strammer godt igennem, hvilket jeg tager for et kendetegn for at det er nu, jeg skal passe ekstra på. 

Men de andres energiniveau kontra mit spiller slet ikke sammen. Jeg savner i den grad at kunne være  med i løbet af eftermiddagen - tage Ida op og gå med hende, tumle med pigerne på madrassen og i det hele taget gå amok på de nullermænd som har angrebet vores dagligstue. Det er lige før at jeg tror, at det er sundhedsfarligt at gå rundt i klimaet herhjemme.

Jeg er nu ovre den tid, hvor Marie i første omgang fik lyst til at melde sin ankomst. Jeg har nogenlunde kontrol over situationen og kan beherske mine plukveer. Der er nu 2 uger til, så er jeg også ovre de 36 fulde uger. Hvilket i sig selv gør mig tryg. Nu har jeg næsten gået i et halvt år og være halvbange for, om det mon ville starte op sådan for alvor. 

Denne bekymring er nu ved at gå over i en evig venten og glæde. Jeg glæder mig så ubeskriveligt at at se det lille mandfolk, som til tider er ved at maltraktere mit indre væsen. Nu er der ikke længe til at vi skal holde ham i vores arme - overdænge ham med kys og kærlige blikke. Det bliver en kæmpe omvæltning - og vi alle kan snart ikke vente mere.

Ida snakker meget om Alfeed - som kommer ud til påske. Om hun sådan har styr på, om det er en baby, der kommer ud, det ved jeg ærligt talt ikke. Vores dagplejemor har fået den kæreste hundehvalp - som Ida siger hun elsker! Det er vores dagplejemors baby. Jeg kan godt blive lidt bekymret om Ida forventer, at der kommer et lille pelsdyr ud af mig eller om hun opfatter forskellen, når hun ser billeder af små babyer?

Marie glæder sig også. Hun er bare så bekymret for, at det skal gøre ondt på mig. Vi har snakket meget om dét at føde børn. Marie siger ind i mellem, at hun aldrig vil have børn, for hvis nu det gør ondt? Hun skulle bare vide.... Jeg har sagt til hende, at man helt glemmer det, når barnet ligger oppe på maven af en.. Så er der slet ikke noget, der gør ondt mere. Alt er glemt... (Næsten). 

De 2½ år der er gået siden jeg var gravid med Ida, har Marie udviklet sig så voldsomt. Det er helt andre ting, vi snakker om og hendes rolle som storesøster har også ændret sig. Hun forholder sig mere "voksent" og "mor-tænkende" i forhold til hele processen. Det er lidt sjovt at observere. Hun glæder sig rigtig meget.

Billedet er taget for 2½ år siden. Det hænger på vores køleskab. Jeg bliver så overrasket,
når jeg ser Marie´s udvikling sidenhen.

Henrik og jeg tager også tilløb. Jeg er begyndt at vaske lillebrors tøj og gøre taske klar. Nogen vil mene at det er tidligt? Det kan dog ske indenfor 2 uger og frem, så jeg vil hellere være klar. Henrik er ved at ordne alt det praktiske - ordne værelser til Marie og lillebror - ja ud over at klare alt andet her i hjemmet.

Det har været slidsomt den sidste tid. Jeg har meget dårlig samvittighed konstant over ikke at være med herhjemme. Jeg får det skidt, når jeg hører at Henrik pisker rundt og jeg så bare ligger på langs. Det er noget af en prøvelse for os alle, tænker jeg. Heldigvis er det en noget begrænset periode. 

Som jeg kan se en ende på efterhånden. Plukveerne har jeg mange af i løbet af dagen. Også dem der gør nas. Ind i mellem må jeg tage tid på dem, bare lige for at notere mig processen. De er dog heldigvis kun i optræksfasen, og det kan jeg nogenlunde styre selv (?!) 2 uger mere min. Det kan jeg godt klare! Lillebror er godt og vel over de 2 kg. Så der skal ikke meget til før han har overhalet Maries fødselsvægt og 500 gram mere - Ida´s. Det er betryggende at vide.

Det er dog en sjov process at observere udefra. Når man når der hen, hvor der ikke er lang tid til ankomst - så ændrer man sine vaner og tanker. Både Henrik og jeg. Det hulebyggeri - familie forøgelses og forsørgergen spiller en kæmpe rolle i denne tid. 

Jeg tror, at vi er ved at være parate.

Søndag

Det har været den skønneste weekend. Jeg har nydt solens stråler. I dag på Vesterbro.

Min bror holdte fødselsdag. Tænk at kunne opleve knus fra både bror, søster og Marapytta.


På sådan en solrig dag. That I like very much!


- Posted using BlogPress from my iPhone

Troldeungen

Ida har det vildeste hår i øjeblikket. Hun er skøn, når hun smider spændet og lader det stå til alle sider. Jeg skulle måske præcisere det mere nøjagtigt. Hun har det bedst uden pynt.
Igår smed hun tøj og rendte rundt i lange underbukser og hentede hendes gummistøvler ind. Det er noget af det bedste hun ved. Gummistøvlerne.

Det er lidt tidligt med skofetich, ikke? Jeg kan dog slet ikke stå for det. Stadig med pæreform og det hele danser hun rundt med de blå støvler.

Prik & Poplin

Jeg er vild med stof 2000´s poplin. Altså det med prikkerne!
Jeg har klippet ud til et par bukser til mig selv forleden dag. Jeg skal have nogle flere at skifte mellem og valgte sort poplin med råhvide prikker. Det falder godt ind med forårets varme, bløde og gyldne farver.

Der blev en rest til overs, som lige kunne række til en kjole til Ida. Den er blevet pyntet op med blonde elastik i hals og over brystet - for at skabe minimal smock effekt.
Det færdige resultat giver mig associationer til tjenestepiger i 20 ´erne.

Det var nu egentlig mig selv, der skulle have bukser færdige... måske jeg skulle se at komme i gang. Idag sidder jeg nemlig godt placeret foran min symaskine.. den har jeg egentlig savnet.

God fredag til jer alle

Sponsorgaver

Jeg har i dag koncentreret mig om at forberede gaver til markedet. Jeg glæder mig sådan til at besøge pakhus 16 den første weekend i maj. Både for at hilse på alle jer kreabloggere - men skam også for at lure alle de fine boder, der bliver sat op.

Jeg har ladet mig fortælle, at stort her i foråret. Pakhuset rummer mere plads - boder bliver der flere af - der kommer strikke café - som Trine står for og meget mere hygge..

Jeg er næste færdig med mit bidrag til markedet... Man skal jo lige markere sig ikke? Du kan også blive sponsor, hvis du vil. Ret du blot henvendelse til Trine eller undertegnede.

Hvis du vil læse lidt mere om markedet - måske have din egen stand? Ja så klik her og find de oplysninger, du søger.

Ups den havde jeg glemt

.... Rikke-Louise havde glemt en ekstra header...

Hun skriver om billedet i en mail:


5. header er ikke nødvendigvis den rigtige, men det har tilgengæld været den jeg selv har haft det mest underholdende ved at lave. Jeg er lidt pjattet med 'rappe' og 'dikke' kontrasten i dit blognavn, så jeg fik det skildret med din personlighed på den sidste banner. En banner med frøken Rappe og frøken Dikke bliver hermed fremsendt.

Jing og Jang? 
Dr. Jekyll og Mr. Hyde?


Jeg synes bare at det er rigtig sjovt!

Bamsenavle og lappeløsning

Jeg hænger fast alle steder. Støder ind i alt. Og får samlet krummer på toppen af maven. Marie griner, når jeg siger at det er et nyt fuglebræt, vi har anskaffet os.


Pletter har jeg konstant på maven. I sidste uge rev jeg hul på trøjen. Jeg kan slet ikke fornemme afstanden herfra og til navlen slutning.

Jeg har måtte lappe lidt på t-shirten. Så meget kluns har jeg ikke at vælge blandt.
Bamsenavlen kan jeg ikke kamuflere!

- Posted using BlogPress from my iPhone

Indre lykke er...

... for mig... (samler lige tråden op fra i formiddags)

At komme hjem efter scanning/lægesamtale og vide, at Alfred ikke er alt for lille længere. Han er på vej nærmere normal vægten for hans størrelse.
Han vejer nu 1800 g ca.

Gravid uge 32+2

Lægen siger, at de ikke stopper fødslen, hvis den går i gang efter 34 fulde uger. Den var ny for mig. Tidligere har det være fra uge 36. Jeg holder mig selvfølgelig længere end 34..!!

Men for mig er det altså lykken, at kunne ånde lettet op ved tanken om, at lillebror klarer det godt derinde.. så klemmer jeg på lidt endnu! Næste scanning er d. 22. marts. Jeg får vist snart mit eget værelse derude på OUH....

Lykken er...

......i følge Marie:

Mor, glæde for mig er at have en familie. Og at jeg snart får en lillebror. 

Siger hun og nusser mig på maven.

Der er meget mere til de filosofiske tanker. Vi har snakket lykkefølelser og sorg etc. I skolen har de kristendom, hvor de snakker om disse begreber. 

Jeg synes det er meget spændende og berigende for ungernes tankegang og indsigt i livet, at de forholder sig til sådanne ting.

Jeg korser mig over den undervisning, jeg fik i kristendom, da jeg var barn. Kan I huske det? Det var udenadslære så det baskede.. jeg husker ikke, at jeg blev opfordret til at forholde mig til indholdet, som sådan...