Den smukke tid for barsel

De to døgn på barselsafdelingen på OUH var ikke til at undvære. Vi fik indhentet lidt energi og mælken kunne løbet til hurtigt, uden de store forstyrrelser. Den atmosfære på afdelingen var så rolig og rar at være i, så jeg kunne slet ikke forestille mig, at have været det foruden.

Men hjemme - efter døgn indenfor - er jeg blevet helt betaget af  vores have.

Vi kom jo hjem til en have i farver. På de to døgn var vores have forvandlet til en romantisk oase i farverne lyserød, lilla, gul og hvid. Det overraskede mig noget, at det var gået så stærkt! Påskens sol havde virkelig skubbet spir og blomst igang.

Vores kirsebærtræ blomstrede i fuld flor. Jeg er vild med det træ - og suger de, desværre få, dage til mig, hvor der er lyserøde blomster på. 

I dag kan jeg danse rundt i haven mens træets duftende lyserøde blomsterblade daler omkring mig. Jeg føler mig lidt Alfe-agtig, når jeg går rundt. Det er ren ynde, kan I tro.

Der er nu også noget magisk over mit liv lige nu. Det emmer af lykkefølelse og dejlige babydufte.

En ode til Moderjord - en fødselsbeskrivelse

Fredag d. 22. april kunne vi sige velkommen til vores lille Alfred - på den smukkeste solskinsberigede langfredag. Det var den dejligste oplevelse, jeg aldrig havde drømt om at skulle blive en del af.

De kvindelige kræfter, som man kun oplever via en fødsel, er så altoverskyggende, hvilket overrasker mig gang på gang - man går fuldstændigt ind i sig selv og følger med eller modsat - stritter imod. Min 3. gang var en mindeværdig oplevelse, som jeg vil erindres med stor taknemmelighed.

Fredag morgen vågnede jeg op og var en smule utilpas. Jeg var ikke udhvilet og havde en krop der murede noget. Henrik og Ida var stået op og hyggede sig i stuen. Vi fik lidt morgenmad - og jeg havde sådan en fornemmelse af, at det kunne være lige den dag, hvor det hele gik i gang. Det havde jeg dog sagt flere gange i flere dage, så jeg måtte korrigere mig selv - "ja nu må vi jo se?"

Min søster skulle komme på påskeferie et par døgn, så mulig barnepige var arrangeret. Jeg vandrede lidt hvileløst rundt - endte med at gå i seng igen og sov til 11.30, hvor Henrik og Ida var inde og hente Søs. Jeg tog mig et bad og smurte min kæmpemave ind i creme, mens jeg tænkte på, hvordan det mon ville blive.

Jeg dækkede bord på teressen og glædede mig meget til at sidde i solen og drikke kolde drikke og sludre med min søster. Jeg endte dog i skyggen og sukkede noget over varmen. Kunne jeg have valgt selv, lå jeg flydende i en pool med maven i vandskorpen. 

Ida rev mig ud af min trance. Hun var træt og skulle ud at sove. Under seancen hvor jeg puttede hende i barnevognen, gik vandet. Eller? Jeg løb ud på badeværelset, pinligt at tisse i bukserne uden at mærke, at min blære var fyldt. Da jeg rejste mig op for at tørre mig, løb det videre. Jeg løb også - glad og nervøst pulserende - ud til Henrik på teressen. "Du? Vandet er vist gået. Ja sgu - det løber videre.. se mine bukser?" Henrik så noget forbløffet ud.. "Hvad så nu?" Spurgte han..

Vi ringede på OUH.. De sagde, at vi skulle komme derud og blive tjekket. Så kunne de se, hvorledes jeg var åbent.. jeg havde plukveer hver 8-10 min. Ikke nogen der gjorde ondt.

På OUH var jeg stort set ikke gået i fødsel. Ud over mit våde sneglespor fra p-pladsen op til fødegangen, kunne man ikke se, at det var NU. 

Min livmoderhals var 1 cm lang og 1 cm åben. Vi tog hjem igen med den plan om at få sat en stikpille op kl 18.30 - for at hjælpe processen igang. Det var altså 4 timer vi skulle slå ihjel derhjemme. Det kunne jeg slet ikke overskue, især ikke når plukveerene begyndte at gøre ondt. Var det veer? Henrik fik besked på at snegle sig over bump på vejen.

Hjemme igen tog veerne til. Inden jeg fik set mig mig om, var der 3 min i mellem og jeg kunne ikke føre en normal samtale. Henrik syntes at jeg skulle gå i seng og hvile. Det kunne jeg godt droppe, det gjorde så ondt, når jeg lå vandret. Jeg havde det faktisk bedst ved at gå rundt. Jeg hang bedst op af vores disk i køkkenet og prustede godt igennem. Ida var oppe igen på det tidspunkt, så hun kom tit hen og kiggede på mig med undrende øjne? Jeg prøvede at snakke koncentreret med hende, men hun vidste åbenbart, at noget var i gære, så hun strøg mig på benet og krammede mig og gik ud til Moster. Mellem veerne fik jeg sendt sms´er til min veninde og ført en lille samtale.

Hvad der lige pludselig gik op i mig, aner jeg ikke. Men pludselig midt i veer, kontrolleret åndedræt og hyppige toilet besøg sprang jeg ud på teressen for at minde Henrik om, at han skulle huske at vande planterne på teressen. De skulle ikke dø varmen! Min søster, som ellers var noget betuttet og stille midt i det hele - skreg af grin over min "ordre". Jeg kunne ikke se, hvad det sjove var - andet end at jeg hang i vores parasol, for at holde veerne ud samtidigt. 

Hold kæft der var lang tid til 18.30. Veerne kom som perler på en snor med max 2 min mellemrum og kl. 16.30 - 1½ time efter vores besøg på OUH turde jeg ikke være hjemme i det længere. Jeg bad Henrik ringe på fødegangen - de mente ikke, at jeg kunne være åbnet synderligt siden vi var derude sidst. Men at vi  selvfølgelig bare kunne komme. Jeg nåede lige at overveje, om det var mig, der var en pjatrøv? Lige indtil den næste tog hånd om mig! Vi skulle bare afsted!

Ida skreg. Hun ville f.. ikke være hjemme hos Moster, så det var en svær afsked med hende, men nødvendig! 

I bilen hang jeg i loftets håndtag og håbede at kunne undvige asfaltens små ujævnheder. Jeg skreg af Henrik, når jeg kunne se forude, at der var bump eller huller. "kør laaangsomt Henrik, det gør ondt". Om det er ren maskulin refleks? Jeg følte Henrik havde sømmet i bund. 

Henrik satte mig af foran indgangen på OUH. Jeg undersøgte lynhurtigt faciliteterne og kastede min kærlighed på skiltet. Der hang jeg og jamrede - mens jeg tænkte på hvor klamt det var at hænge med næsen i området på skiltet, hvor folk vælger at slukke deres klamme smøger. Uden at overveje at flytte mig, stod jeg der i evigheder (max to min). Der kom et par forbi mig og hviskede "det ser hårdt ud". Jeg var fuldstændig ligeglad - de kunne sige hvad som helst og glo på mig, som på en abe i bur. Jeg var i mit eget univers - hvor kun jeg eksisterede sammen med mit projekt "barn til verden". 

Kl. 17.08 kommer jeg nærmest kravlende ind på fødegangen. Jordemoderen var ikke længere i tvivl. Vi fik en fødestue og var pludselig tæt på målet - Alfred. Jeg græd og grinte på samme tid, kyssede Henrik og jokede lidt om, at det sgu var for latterligt af os at gå det igennem igen. Det var så tæt på - vi var så glade og jeg arbejdede på højtryk. 

Jeg gik lidt i banjo, da jordemoderen ville tjekke mig indvendig. Jeg ville så nødigt op at ligge. Jeg kunne slet ikke se mig selv, springe op i sengen. Det var umuligt for mig. Jeg var så koncentreret i veerne og arbejdede så effektivt når jeg stod. Rent faktisk følte jeg, hvordan livmoderen krængede sig op om barnets hoved. Det var så underlig en fornemmelse, men jeg var slet ikke i tvivl. Jeg kunne abstrahere fra smerterne og mærke, hvordan jeg åbnede mig.

Jordemoderen og Henrik fik mig dog alligevel op på langs. 4 cm åben og godt på vej. Jeg fik tilbudt et bad - det havde jeg ikke prøvet med pigerne, da jeg havde overvågningsudstyr på - så jeg tog imod tilbudet om denne form for smertelindring. 

Badet blev fyldt op og jeg fik inden da en klyx. Det var noget af en oplevelse for både Henrik og jeg. Noget så sårbar måtte jeg kalde på Henrik fra badeværelset - jeg havde knap nok fået tømt mig, før en ve kom, så jeg måtte rejse mig fra wc´et. Jeg kunne bare ikke komme op og stå. Jeg havde brug for hjælp. Henrik kom ind - jeg græd af ydmygelse - sikke en stand at se mig i. Mens veen klingede af stod jeg hos ham og var tryg. Han fik gjort mig klar til badet (første og sidste gang han tørrer mig bagi) og jeg kunne hoppe op i det varme vand.

Jeg har efterfølgende tænkt meget over de første min i vandet. Jeg satte mig på knæene og lod mig synke ned. Da der kom en ve, sad jeg stadig sådan på knæene og jeg er sikker på, at jeg kunne mærke, at jeg gav mig alt hvad jeg overhovedet var i stand til. 

Pludselig kunne jeg ikke holde mig oven vande og gled rundt på bagen og hang med hovedet ud over kanten af badekarret med hagen krænget rundt om karret så jeg ikke gled ned igen. Der var en ændring?! 

Og netop som jeg havde gisnet om, så fik jeg en presse ve. Jeg hviskede til jordemoderen, som sad på kanten - "jeg tror jeg skal presse". "Fik du tømt dig ordenligt?", spurgte hun tilbage. Altså helt ærligt! "Spørg lige Henrik om det? Ja - jeg tror det er en rigtig presseve". Og pludselig kunne jeg ikke holde igen. 

Hun fik hurtigt sat maskine på maven, så hun kunne høre hjertelyd - og medgav mig, at jeg var i sidste fase og skulle op af badet.

Jeg kunne slet ikke komme op. Når barnets hoved er så langt nede i systemet, så er det svært at få bæknet og benene til at lystre. Jeg kunne ikke overskue at gå eller i det hele tage løfte benene over kanten af badet og derefter hoppe op på fødebriksen. 

Men op kom jeg - tror nærmest jeg fløj - jeg skulle nå det inden presseve nr. 2 kom. 

Derefter stod tiden stille. I rummet var det stille. De to jordemødre og Henrik forholdt sig fuldstændigt i ro og snakkede stort set ikke. Det var den smukkeste oplevelse jeg overhovedet har befundet mig i. Der var kun mig, maven og Alfred. De lod mig stort set arbejde selv. 

Jeg som ikke troede, at jeg kunne selv. Men jeg havde kontrollen. Jeg vidste præcist hvornår jeg skulle presse, holde igen og gispe. De 20 minutter, hvor jeg havde presseveer på briksen, var jeg så koncentreret og fokuseret og er idag så overrasket over, hvor rolig jeg var. Jeg hverken skreg som en gris - som sidst med Ida - eller blev panisk angst for smerterne. Jeg var fuldstændigt i en tilstand af zen. 

Jordemoderen foran mig, sagde stort set ikke noget - så på et tidspunkt kunne jeg ikke fornemme, hvor langt hovedet var kommet, så jeg spurgte, om hun kunne se hår? Hovedet var der på vej ud - jeg stak hånden ned og mærkede efter - så var jeg klar igen til de sidste par pres. 

Alfred kom til verden kl. 18.03 med en lille skrig.

4½ time efter vandafgang.

Det lille menneske - som jeg på et splitsekund knuselsker og vil dø for - vejede 2930 g. Han er 52 cm lang og et en tynd lille dreng. Hans blodsukker var lavt og han blev vurderet for tynd. Så vi har været 2 dage på barselsgangen til mælken løb til. Det har været dage og timer, hvor vi har buret os inde og ligget mave mod mave. Den første tid har været så intens og fyldt med kærlighed. (det er lige til at få huller i tænderne over, men jer der har været dette forløb igennem, ved hvad jeg mener!) 

Der har ikke eksisteret andre end vores lille familie på 5. 

Vi er hjemme nu og nyder dagene sammen noget så eftertrykkeligt. 

Jeg er så lykkelig. Jeg elsker allerede det liv vi har med Alfred. Pigerne er bløde som smør og kysser og aer ham. Han får det som blommen i det æg - den lille SuperAlfa.

Not at All FUN

Jeg giver op. Kaster håndklædet i ringen.

Og Ida ud af vinduet!

Jeg har været hjemme med hende i 1.5 uge nu og jeg magter ikke hendes "charme" længere!




Jeg har ikke længere fysikken til det. Min krop gør nas og murer seriøst konstant uden at gå i gang.

Ida murer også! Vores dage er udfordrende. Hun skal rumme mig og jeg skal sluge hende. Lige nu er jeg bare mæt!

I netto for 30 min siden stak hun af for 117 gang. Hun ved godt, at jeg ikke kan løbe efter hende. Jeg fandt hende klatrende oveni stabler af wc-papir. Alt blev smidt fra mig og Ida fik at vide for Gud ved hvilken gang, at hun ikke må løbe sin vej.

Ved kassen med sved på næsen måtte jeg slippe hendes hånd - for at køre kortet igennem. "Moar - jeg sætter mig ud i bilen". Hun er 2 år for h.... (?) "nej du! Du bliver liiiige her!"

Smed igen alt hvad jeg havde i hænderne og løb efter hende gennem døren.

I bilen fortalte jeg hende at jeg var sur fordi hun ikke hører efter. Jeg var på nippet til at tude af udmattelse! Vi er den problemstilling igennem tit i disse dage. Hendes svar?

"Mor er sur. Ida bestemmer selv"

Alfreds værelse

Alfreds værelse er færdigt. Stort set. Som jeg skrev forleden dag, så mangler der stadig noget.. Især farve - på væggene. Jeg har nu i nogle dage kigget og søgt efter væg udsmykning og har fundet noget, som skal op. Så jeg er på vej.

Vi har lavet en helt ny pusleplads til ham. Ida´s puslebord er pillet ned. Jeg manglede noget mere "skabsplads" til tøj etc, så vi tog min gamle mormor´s komode i brug, som har stået i garagen. Vi har mange gamle antikke møbler herhjemme og jeg har sådan lyst til at smække alle møblerne op. Desværre har vi ikke pladsen til det. At vi kunne få komoden ind fra garagen og tage i brug igen, gør godt.

Komoden var noget for smal til at bruge som pusleplads, så vi har lavet en plade i samme længde som puslepladden. Det betyder at der er et tomrum bag komoden, men der har jeg valgt at hænge en krog, så vi har et håndklæde lige ved hånden hele tiden. Selve pladen har jeg betrukket med voksdug. Jeg kunne have valgt at male både plade og komode, men jeg er lidt glad for det rå træ, så det kunne slet ikke komme på tale.
For at køre stilen ud, har jeg beklæde skufferne i komoden med samme voksdug.
Den gamle komode har stadig det gamle slidte rå look - hvilket har været bevaringsværdigt og passer fint ind i stilen med de andre sager på værelset.

For at få lidt mere pang i rummet, har jeg købt nogle Rösti skåle og bøtter til vatpinde, hoved/hale-fad, cremer etc. Det giver lige rummet et pift og den gule farve er lige i øjet med de blå nuancer.

Derudover har jeg fået min gamle lænestol ind også. Den har været gemt væk siden vi flyttede ind i huset. Der har ikke været plads til den - og jeg har ikke kunnet nænne at sælge/smide den væk. Jeg har for 8 år siden ombetrukket stolen - vel og mærket i hånden, hvilket var et kæmpe stykke arbejde. Alle de dele, der skulle syes på med usynlige sting, var lidt af en langsommelig proces. At den har fået en renæssance, passer mig særdeles.
Den har fået en plads med udsigt til haven, så jeg i roligestunder kan sidde og amme uden for meget tumult. Stolen er blevet piftet op med lidt patchwork i farver, som er brugt på ammepuden osv.
Ved siden af stolen har vi vores kiste - den har været gemt væk i soveværelset i nogen tid. Den bliver i øjeblikket brugt til mit stof. Den er perfekt til at smække de trætte skanker op på, når jeg får en blunder med Alfred i barmen.

Tæppet - ej at forglemme - i stolen. Det er mit absolutte yndlingstæppe, som Alfred har fået lavet specielt til ham. Maren - har strikket det og har lagt så ubeskrivelige mange timer og hjertelige tanker i det, hvilket har rørt mig så dybt.

Jeg har forsøgt at holde værelset i den mintgrønne, lysblå og gule farver. Det er lige, hvad der rammer mig i øjeblikket. Mit valg af væg udsmykning kommer også til at indeholde disse farver. Tror der skal mere af det gule ind. Men det må komme efterhånden.

Det næste der må fyldes i rummet er lidt legetøj, babypludder, et par fyldte bleer og en god smasken.

Forstår nu slet ikke hvorfor mine billeder bliver uploaded noget sløret.. (?)

Der knibes sammen - tanker om forestående fødsel

Jeg vandt en give away hos Babyhuset Tutti. En blog der henvender sig til os kvinder med småbørn. En super fin blog med tips og ideer til gravide og til livet med børn i særdeleshed. Kig endelig forbi Stines blog, som er en anbefaling værdig.

Jeg modtog forleden dag gevinsten - bogen "Aktiv fødsel". En absolut oplysende bog, hvor jeg de sidste par dage har nærstuderet fødselafsnittet fra A-Z. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg går og tænker lidt over fødslen, som nærmer sig. Ind i mellem frygter jeg den meget, andre gange "kan den bare komme an" - frygtløs og hårdfør - bilder jeg mig ind at være.

Jeg har fået meget ud af at læse i den bog. Og erfaret ting, som jeg ikke vidste om tidligere. Fordi jeg har været helt optaget af at være i smerterne med de 2 piger. Jeg har været lidt hæmmet af  monitorer, som skulle holde øje med de små pus, så min bevægelighed har ikke været så fri, som jeg egentlig godt havde ønsket - nu hvor jeg har læst forskellige afsnit.

Bogen er fantastisk. Dog bliver jeg lidt ramt af billederne. Den er meget 70´er flipper agtig, meget frigørende. Mig hængende ud - på samme skødesløse måde - kan jeg ikke forestille mig. Men set med andres øjne i stunden, så er jeg nok ikke så pæn og afdæmpet, som jeg forestiller mig?! Vi er vel meget på det frie og ligegyldige stadie i det naturlige kvindelige smerte/frigørelses univers - en fødsel sluger os ind i?

Elsker altså det hår!
Nuvel - det her billede er fint - jeg skåner jer for fødselsbillederne,
men de er altså så særlige og går lige i skødet på mig. Jeg kniber sammen!!!!

Med Ida fik jeg en epiduralblokade, netop fordi jeg flere dage op til fødslen havde kontinuerlige plukveer, der ikke lavede andet end at dræne mig for energi. Da de rigtige veer endelig valgte at tage ordenligt fat, var jeg træt som et gammelt æsel og havde ikke energi til rigtig at tage fat og koncentrere mig om det egentlige.
Jordemødrene foreslog mig et par timers hvile og jeg takkede ja. Det var en kæmpe lettelse for mig at kunne indhente lidt hvile og få slappet af, mens maven arbejdede videre. Dog fik jeg så et kæmpe slag i nakken med et bræt, da de slukkede for epiduralen, da hovedet var på vej ned i fødekanalen og presseveerne melde deres ankomst. Jeg blev så bange for de smerter, som jeg jo havde glemt alt om. Jeg troede jeg skulle dø. Seriøst, så skreg jeg op som en vild gris i panik, så Henrik flere gange måtte klemme mig hårdt i armen og jordemoderen til sidst måtte bede mig om at holde KÆFT! så jeg kunne høre, hvad hun sagde. Jeg kunne ikke andet - jeg var gået helt i panik.

Når jeg ser tilbage på dét, så tænker jeg faktisk, at jeg helst ville have været foruden epiduralen, så smerterne ikke kom sådan bag på mig. Det var for stor en kontrast. Jeg ville hellere have taget smerterne i hånden hele vejen og fulgt med dem til endestationen.

Det er så dejligt at vide, at jeg nu denne gang, forhåbentlig kan hoppe omkring som det passer mig, da lille manden snart har rundet de 3 kg. Altså skal overvågningen måske ikke være helt så skarp, som med de andre? Det er jo ligefør at jeg begynder at se frem til at kunne nyde fødslen og ikke være angst for smerterne? Det er en helt anden måde at tænke på forløbet på. Måske jeg kan være så heldig at tage tingene som de kommer uden for store overraskelser! Det har jeg en stor forventning om, i hvert fald!

Der er pt. ingen tegn på at jeg går i fødsel her og nu. Jeg er begyndt ikke at overveje det nærmere, når plukveerne hærger mig. Jeg bliver så ærgerlig, når det hele går i stå igen og igen. Den lille mand ender med at blive inde i maven til efter terminsdatoen d. 24. april. (?!) Argh - det kan jeg slet ikke magte!

Han er så ventet :-)

Den bare væg - hjælp

Jeg har indrettet Alfreds værelse. Det er næsten færdigt. Men der er totalt tomme vægge og de skriger efter farve og billeder.

Jeg har været meget omkring og googlet efter billeder, kort som kan rammes ind og wallstickers. Jeg er faktisk lidt i syv sind, hvad jeg er til og hvad jeg skal vælge. Der er mange ting at vælge ud, hvis det er piger. Men til drengene synes jeg faktisk at det halter lidt. Jeg ved ikke, om det bare er mig. Derfor spørger jeg jer til råds.

Jeg har kigget på denne her wallstickers. Den kan jeg faktisk godt lide fidusen ved. Et fint træ - ja det er brugt meget - men essensen ved at lave det til et "stamtræ" er lidt lækkert.

Det er så meningen, at man skal sætte billeder af familien på de orange/røde plasticlommer. Jeg har fundet træet hos Urbis.dk

Derudover faldt jeg over de her retro elefanter og giraffer. Jeg elsker elefanter - og at de er lavet i retrotapet er da heller ikke af vejen. De er også fra Urbis.dk - tjek den særlige side med tapet dyr her.

Der ud over har jeg savlet over Mariann´s plakater. Hendes "Going Danish" univers er jeg helt skudt i. 

Hvis I lige står med et link, som vælter mig lidt at pinden, så må I endelig smide en kommentar. Jeg har ikke taget nogen beslutning endnu - da jeg er i tvivl om hvilken retning, jeg skal gå. 

Det er nok også lidt svært, når jeg ikke har vist billeder frem fra værelset endnu. Det må blive et indlæg for sig..

Sprænger alle kurver

Jeg har sgu gjort det.. og jeg er skide stolt! Jeg har gået tiden ud - næsten. Og har stukket alle rekorder, hvad angår babyvægt og plukveer!

Jeg har ikke født endnu.. tænk engang. Det er helt vildt overraskende. Alle ods har faktisk været lidt imod mig, da plukveerne har drillet bigtime de sidste mange uger. Alfred ligger stadig trygt og fint inde i min mave, selvom at der har været optræk de sidste par dage.
Jeg har været så tæt på at varsle babysitterne for natten, da jeg har været i tvivl om de sammentrækninger der angreb mig ikke nappede noget mere end ellers. Trods det - er der faldet ro på vommen, så snart jeg har lagt mig til ro i sengen.

Egentlig er det lidt hårdt at gå der midt i al den spænding og forventning. "nu sker det snart - nu får vi ham snart at se". Og så går der ro på det hele igen. Det er drilleri i den værste klasse. Jeg (VI) er ved at sprænge af nysgerrighed og utålmodighed. Jeg er ved at sprænge - fordi jeg bare bliver større og større.

Jo for jeg har nemlig også trodset min egen kurve, hvad angår barnets vægt. Ida blev født på det her tidspunkt og vejede 2460. Alfred blev igår vurderet til at veje 2900 g. Jeg blev så lettet og undrer mig stadig over, at jeg har gjort det - denne gang. Alle de bekymringer og plukveer så tidligt i graviditeten. Nu står jeg her og går sikkert tiden ud eller over.

Jeg har været sygemeldt i lang tid. Det har kostet meget. Savnet til mit job, børnene ikke mindst. Dårlig samvittighed - især overfor mine egne unger. Jeg har været hæmmet og virkelig taget hensyn til graviditeten. Det har svaret sig og nu hvor jeg står her ved endestationen og venter på det sidste tog til destinationen, har jeg sejret og det har været rucheturen værd!

Mine sidste dage - tavsheden på bloggen - har været så anderledes og givende for mig. Ud over at have nydt forårets første sol, så har jeg også fundet en helt anden ro i mig selv. Jeg har passeret de værste hurdler - Alfred har det godt, kommer ud til tiden - altså - jeg kan slippe grebet om bekymringerne og angsten.

Det har gjort en kæmpe forskel. Jeg har fundet mentalt overskud frem nu, trods at jeg faktisk er lidt træt i kroppen generelt. Pigerne og jeg har indhentet nogle ting - min lunte har været knap så kort - jeg har kunnet give mere til dem, eftersom at der ikke har hængt denne bekymringssky over mit hoved. Tro det eller ej. Det har ikke oset af overskud - what-so-ever.

I disse spændingsdage får jeg gjort klart på lillebrors værelse. Det er vildt hyggeligt at finde sagerne frem og få lavet værelset drenget. Det er jo ret nyt for mig at tænke i blå og grønne farver. Vi er klar nu - jeg er klar til at vise Alfred dagens lys - og de andre funklende stjerner i hans univers.

Vinderne af de 5 Shufflebook´s

Den lille absolutte Shufflebook´s fan har her til morgen trukket de 5 heldige vindere af Kom og leg med os -udendørs-aktivitetsbogen. Det har været lidt sjovt at inddrage hende trækningen. Det var lidt en kunst af få hende til "KUN" at trække 5.

Det foregik sådan her - og det kræver lidt tålmod, de damer - vinderne findes nederst i indlægget...

Vinderne er:

Nummer: 28 - Karoline med K

Nummer: 36 - LHL

Nummer: 39 - Almas mormor

Nummer: 50 - Marie

Nummer: 148 - Katrine

Mette Ljunggren og jeg siger tusinde tak for alle jeres store deltagelse. Det har været helt fantastisk med så mange lodder i puljen og især den særlige interesse for bøgerne.

De 5 heldige vindere sender en mail til mig hurtigst muligt, så vidergiver jeg adresseoplysninger til Mette, så I kan modtage Shufflebogen inden påskeferien. Til jer der bare må erhverve jer nogle af de fantastiske bøger på egen hånd, kan springe direkte i shoppen her.

Tryk her for at sende mig en mail.

Påskehønen i ny vest

Ida udvikler sig med stor hast i øjeblikket. Måske det er fordi det bliver tydeligere, at hun snart er den store - når lillebror dukker op. Uanset hvad, så overraskes jeg hver dag over, at hun rent faktisk har et sprog, der favner bredt og en indre styrke, som kan vælte en sovende ko på marken. (Læs nærmere at hun har en vilje og stædighed, som giver os kamp til stregen).

Hun har mere eller mindre smidt bleen nu. Jeg synes selv, at det er ret tidligt, når man tænker på, at hun kun er 2 år og 4 måneder. Selvfølgelig har hun haft enkelte uheld, men alt i alt - det er skønt at tænke på, at hun smider bleen inden lillebror river i ble-budgettet...

Det lille "dilemma" med Ida er nu stadig hendes natteroderi. Hun sover egentlig fint efterhånden, men bedst inde i vores seng. Det er ret hyggeligt, at hun ligger der, men enkelte nætter roder hun rundt og snakker med os, som om at det var højlys dag og at vi SELVFØLGELIG var vågne og friske. Jeg kan de nætter gå helt i banjo i højre side af sengen. Hvordan skal det ikke gå, når lillebror indenfor kort tid pludselig ligger der også?
Så kan de begge være vågne i intervaller, hvilket betyder INGEN NATTESØVN til Frk. Skarø. Randerne under øjnene har jeg allerede erhvervet mig, bare ved tanken.

Vi har rent faktisk overvejet at købe en single boxmadras til at sætte i forlængelse af vores seng. Så er der måske en minimal chance for, at en af ungerne ikke falder på gulvet? Eller måske er jeg heldig, at jeg kan slippe for en fod i kraniet?

Ida´s nye vest efter Elsebeth G.´s mønster. Super god til overgang her i foråret. Og de farver - ren påskehøne!

Nu vil jeg vugge videre ned i stuen og danse Lambada til Justin Timberlake og håbe på enten at vandet går eller at de plukveer vil blive kontinuerlige og kraftigere.

Kan I se det for jer?

Er det nu.... eller...

Weekenden har budt på mange timers halve veer - plukveer, som  har trukket godt op - og så alligevel ikke rigtig blevet til noget. Det er sådan, at jeg er ved at gå ud af mit gode skind af nysgerrighed. Det ene tidspunkt fornemmer jeg faktisk, at det begynder at trække op og stramme til. Slimproppen har vist løsnet sig..

Mindste manden må gerne komme nu. Nu er alt i orden og tiden er ikke længere "for tidligt". Men nu virker det som om, at han så alligevel lader vente på sig. Umiddelbart driller han godt og grundigt.

Egentlig er det noget af den mest nervepirrende tid jeg står midt i. Tasken er pakket, veer kommer og går. Jeg mærker fødslen nærme sig. Det er bare hvornår den lige tager rigtig fat.
Inden længe kommer det lille menneske til Verden. Ham vi har kredset om i nu snart 9 måneder. Det er jo en helt fantastisk stund, den ventetid. Selvom at den pirrer godt og grundigt til ens tålmod!

Men hvor kan jeg godt blive lidt stram dernede. Uff den fødsel - den kommer jeg igennem igen. Selvfølgelig. Men hvor kan jeg blive bange for tankerne om smertehelvedet.
Pigernes forløb er gået fint og uden komplikationer - men jeg havde, som i skrivende stund, forinden gået med halve veer i flere dage op til det endelige opgør. Så da det virkelig galdt, så har jeg været noget træt i kroppen og de veer, som virkelig trækker tænder ud, har ikke været mega effektive, da livmoderen jo har været noget træt af at arbejde. Så åbningsfasen har taget lange tid, hvilket jeg ikke lige pt kan overskue tanken om.

Men når alt kommer til alt - ja så hænger jeg jo i og klarer det stykke arbejde. Kroppen dikterer ikke til andet, så det er bare med at arbejde sammen med systemet og fokusere. Det er alle smerterne værd.

Jeg glæder mig helt ustyrligt til at få den lille Møffer op på maven. Der er et eller andet særligt ved den stund, som kun en mor kan snakke med om. Det sidste pres, det spæde skrig og alt det våde - hvorefter barnet kommer op på maven. Den lukkede verden, som pludselig opstår - alt er lukket ude.. Man fokuserer kun på det lille væsen, snuser duftene til sig. Jeg forstår godt dyrene slikker deres unger rene. Jeg tror faktisk, at jeg selv kunne gå runden igennem og lappe blod, fosterfedt og andet i mig. Bare fordi - Kærlighed og omsorg. Det lyder klamt i nogens ører? Ikke destomindre ville det røre mig langsomt.. Det er en finurlig følelse man ligger med lige i det sekund barnet kommer ud..

Jeg kan næsten ikke vente mere :-)