Selvbillede

Jeg har haft en dag, hvor jeg er blevet slået ud over pludselig at skulle se mig selv i et andet lys. Der er situationer, hvor man selv vælger, at se anderledes på tingene, og der er stunder der blæser en af pinden.

Min pind flækkede for et par timer siden - og den er umulig at reparere. Jeg er på udkik efter en ny. Så sig til, hvis du ser en, der er stærk nok!

Jeg har for et par uger siden meldt mig ind i Fitness World og har været afsted til holdtræning og squas nogle gange. Jeg kommer afsted og det er fedt at få rørt mig lidt igen. Tidligere har jeg brugt meget tid på at holde mig i form, men efter Ida´s fødsel er jeg ikke rigtig kommet igang igen. Min veninde fik mig overtalt og jeg har det faktisk ret godt med at komme afsted. Det giver mig en vis tilfredsstillelse og energi bagefter. Selvom at det er hårdt efter 4 år.

Men... det skal der jo komme ikke? Et men?

Idag svedte jeg godt igennem på en time Mave/Balle/Lår. Mine muskler er reduceret til et minus volume niveau og det gør hammer nas at træne med vægtstænger og lave de 1000 gentagelser i squat.

Da vi på opfordring fik besked af instruktøren om at kigge os i spejlet og se, om vi havde de rette holdninger, så jeg jo ikke bare en holdning, jeg så også pludselig mig i en helt skæv kontekst. Og som timen skred frem blev det hele rent til grin for mig.

For det første - mit outfit var helt skævt. Jeg havde fundet mit gamle træningstøj frem. Det jeg også brugte i 1998, da min træning var på konkurrence niveau. Mine hotpants - et par Nike shorts, var bare totalt skævt smurt på min underkrop, i sammenligning med de andre piger på holdet. Jeg har slet ikke fuldt med moden på sportsområdet i meget lang tid - nu træner pigerne primært i lange løbebukser og løse bluser. Jeg stod dér med mine korte shorts, som rullede sig op om mine slappe lår, så folden inden den store lårmuskel blev blottet. I linningen blev mit maveskind delt i to. Jeg døjer ikke med ekstra kilo, men mit maveskind skjuler ikke, at jeg har været igennem tre graviditeter. Det var tydeligt at se, at min undertrøje havde nogle meget vulkede folder, som IKKE skyldtes at den var kastet i tasken.
Det er hvad det er. Jeg har ingen problemer med at være lidt gammeldags i påklædningen - men fornemmelsen af, at jeg slet ikke er så fit længere kom lidt bag på mig.

Jeg ser mig stadig som 20 år, stærk og spændstig. Eller gjorde. Pludselig går det faktisk op for mig, at jeg bør se mig selv i et andet perspektiv end det selvbillede jeg har i mit hoved. Der står jeg med flad røv, flade teposer og slapt maveskind. Ydermere må jeg reducere gevaldigt i intensitetniveauet, når vi skal lave skihop, for at undgå at sjattisse i mine bukser.

Pludselig blev jeg blufærdig og pinlig over mig selv. Timen skulle bare overståes!

Så kommer jeg hjem og det første Marie spørger mig om er; Moar, er du træt?


SUK


God så - nu sidder jeg så her i stolen og skriver om, at jeg har været røv elendig med mine knibeøvleser, at jeg ikke kan lave sprællemandshop uden at tisse i bukserne, at jeg rent faktisk har et skidt selvbillede og at jeg faktisk bør elske min krop, som den er nu, selvom at tyngdekraften tilsyneladende har taget magten over diverse kropsdele. Ind i mellem joker vi over, at brysterne er fladet sammen efter flere ammeperioder. Men når jeg skal være ærlig, så bliver jeg også lidt ked af, at se mig selv i det lys.

Måske skal jeg bare elske den jeg er nu - Mor til 3, kvinde der har givet liv og ellers bare acceptere, at jeg er tættere på de 40 end de 30?

Mit delmål er i første omgang at udfordre min veninde (også mor til 3) i sprællemandshop.

1

I søndags holdte vi 1 års fødselsdag for Alfred. Jeg er stadig blæst tilbage over en dejlig dag, men egentlig også fordi jeg synes, at tiden er gået så stærkt. Det er en epoke, som sluttet - med glæde men også med en portion vemod.

Jeg indrømmer - han er "mors dreng". Det er sådan en mærkelig fornemmelse, der opstår i kroppen på en, når man får en søn. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville være sandt, men der er ingen tvivl om, at der opstår noget andet mellem mor og søn.

Ikke at det er mindre varmt,  mindre ægte eller at der bliver gjort forskel på forholdet til ens pigebørn. Det er svært at forklare. Måske jer derude med drengebørn, ved hvad det så kluntet er, jeg forsøger at beskrive?
Ikke desto mindre er jeg faldet i fælden og trives godt i rollen som Hønemor. Lad mig endelig blive i den lidt endnu.


Nu ved jeg, hvordan det føles, når Henrik snakker om "Fars pige".

Statsmedisteren arbejder

Ida arbejder med sin mor. Jeg synes at fornemme, at hun i hvertfald gerne vil rykke nogle af mine grænser. Det giver sved på panden - og hvor ville jeg ønske, at jeg kunne "gå ned i tid". Den her alder er så umådelig fed. Hun siger de vildeste ting - ind i mellem må vi bide os selv i kinden for ikke at sprutte af grin. Andre gange står vi med håret i hånden fordi hun kridter banen FOR kraftigt op.

Det er meget rammende, at jeg ALTID har kaldt hendes for Statsmedister. Hun skal nok nå frem!

Billederne er lidt sigende... jeg skulle egentlig bare tage lidt billeder af endnu en af mine tankestrømme´s realiteter - et hårbånd med kæmpesløjfe. Sløjfen er et forsøg - og skal lige justeres i størrelsen. Lis og jeg arbejder for fuld tryk - lige nu med "udtrykket", så sløjfen skulle prøves af på Ida.
Billederne er nu blevet blandt mine favoritter - hun er gudeskøn - selvom at hun lige har drevet mig så langt ud i tovene, så mine planer for aftenen er spoleret. Jeg har simpelthen ikke mere i mig.

God mandag aften til jer.

Heldragt

 

 

Jeg har lavet en one-piece dragt til Marie og fik taget billeder af hende forleden dag. Det er den 2. udgave jeg får prøvet af. Hun er vildt begejstret for at have disse oversize dragter på. Det er klart en sporstpige, hvor tøjet afspejler hendes type. (Lidt endnu).

Jeg var med til at sy opvisningsdragter til hendes Acro-hold (se billede nedenunder). Siden har hun spurgt om jeg ikke ville sy en til.

Hun havde en fast idé om, at den skulle være mørkeblå med pink lynlås. Jeg har syet den op i Stof 2000´velour, som havde den mørkeblå nuance, som Marie efterspurgte. I stedet for pink lynlås faldt jeg for deres gjordbånd. Jeg har lagt et pink gjordbånd på kanten ved lynlåsen som et slags kantebånd. Og syet lynlåsen på dragten bagefter. Det ser ret fint ud og fungerer godt. 

Det var planen, at lave hætten i dobbelt stof, så jeg kunne gemme lynlåsen inde mellem lagene. Men undervejs i processen var jeg bange for, at hætten ville blive for tung i to lag velour - så i stedet har jeg i hånden syet et bånd rundt indvendigt, for at gemme lynlåsens bagside. Kontrasten er god mellem det pink og det blå, men jeg tror nu nok, at jeg næste gang laver dobbelt lag i hætten. Det var lidt et arbejde at sy båndet på i hånden og er ikke blevet helt som jeg ønskede.

Stjernen på ryggen var Marie´s idé. 

Mønstret Duffy er fra Homemade. 

Jeg har justeret lidt i længden, da str. 140 er noget længere, end Marie´s 134. Det fede er, at mønstret Guggi, som noget nyt, nu kan købes i en mindre udgave, så man kan sy dem op i størrelserne 2-8 år. Ida spurgte faktisk efter en magen til Marie. Måske jeg skal overveje at lave en til hende på et tidspunkt.

Her er pigerne i deres opvisnings-dragter. Det er samme mønstre, som den jeg syede til Marie. Her har pigerne den på i jersy. Desværre fik jeg ikke taget et billede af dem, hvor de står med ryggen til. Deres dragter skal hentyde til det danske flag, hvor der er syet polyesterbånd på ryggen som et kryds. Det ser helt vildt godt ud, når de danser samlet omkring.

Det billede må I have til gode.

Hverdag

Min hverdag er startet igen. Det vil sige, at jeg så små er begyndt at vende næsen tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg er stadig sygemeldt, men startede på mit job i mandags, vel og mærket kun med en arbejdsuge på 12 timer. Jeg har haft brug for at få den fornemmelse tilbage, at jeg ikke kun er syg, men at der er brug for mig i andre sammenhænge.

De sidste par aftener har jeg været træt - men det er en med en helt anden positiv følelse, jeg slutter dagen af. Det giver mig ret godt at komme væk fra navlepilleri og triste tanker.

Mine dage er korte, hvilket nok er nødvendigt her i starten. Jeg har brug for at komme hjem og koble fra inden ungerne hentes hjem og vores hektiske eftermiddag starter. Indtil videre kan jeg følge med og min glæde vokser.

I dag har jeg haft en rum tid, hvor jeg kunne komme videre med mit kreative projekt. Jeg er begyndt at vove mig ud i at tegne mønstre selv - starter i det simple, men noget tyder på, at det lykkedes! Jeg har  tegnet og syet tre prototyper op, som skal kunne designes videre med forskellige detaljer alt afhængigt af, hvilket udtryk man ønsker.

(Jeg glæder mig rigtig meget til at vise det frem. Jeg skal bare lige have kørt Ida i stilling - så hun er motiveret til at gå show for linsen.)

Jeg har en rigtig god periode lige nu. Men jeg indrømmer, at jeg ikke ville overleve hverdagen, hvis jeg ikke havde rum til at slå hovedet fra, hvilket jeg gør, når jeg syr. Mine tanker ville i stedet løbe løbsk med mig og gøre dagene mere tunge. Jeg er positiv - forsøger virkelig. 

I næste uge skal vi til samtale på OUH, hvor jeg får flere svar. Jeg kan godt fornemme, at dagen efterhånden kommer tættere på. Det bliver rart at få mere at vide. 

Den ventetid er så drænende. Og det kræver lidt af mig, at fokusere på, at jeg selvfølgelig vinder over den lortesygdom.

Alfred

Det lille milde smilende og tillidsfulde menneske fylder 1 år på søndag. Det er utroligt, at det her år er gået så hurtigt.
Fra at være en lille hjælpeløs dreng, som ofte lå spændt fast om kroppen på mig i viklen - er han nu en meget selvstændig dreng, som har fingrene i alt, smilet klistret fast i ansigtet og rundsave på albuerne.

Hvor blev dagene af? Han er stadig Mors dreng - men puha kunne vi ikke stoppe tiden og nyde vores symbiose lidt endnu?

Neglelak

Jeg er ikke en pynte pige. Jeg går med ganske lidt make-up og er nok meget "naturlig" at se på. Lidt mascara er det daglige "løft", men ind i mellem sniger der sig lidt øjenskygge og lidt rødt på kinderne, hvis jeg skal gøre lidt mere ud af det.

Jeg er blevet ret så vild med neglelak. Hvor jeg tidligere tænkte, at det kun var "fine damer", der gik med neglelak, så er det blevet mere almindelig at have lidt farve på neglene - og det ser helt vildt fedt ud, når det helt simple outfit bliver piftet op med den sidste detalje. Jeg er først nu begyndt at have farve på fingrene, hvor jeg tidligere kun havde lidt på tæerne. 

I lørdags modtog jeg neglelak fra Rawmakeup, hvis produkter er udvalgt efter ideologien at sagerne skal være rene og naturlige. Det er lidt rart at vide, at jeg kan handle ét sted og vide, at tingene er uden kemiske stoffer, parabener, allergener og kunstig farve- og duft stoffer.

Jeg har fået to neglelakker, som begge er baseret på vand og indeholder ingen giftige stoffer og kemikalier.
Min favorit er Acquarella vandbaseret neglelak, måske fordi jeg er vildt forelsket i den røde farve - Cameo. Honeybee Gardens naturlig neglelak, er bestilt hjem i en naturlig farve. Der er en snært af perlemor over sig.

Ida synes det er ligeså fedt at have neglelak på, som jeg. Selvfølgelig får hun lov til at lege med. Nu behøver jeg ikke tænke over, at det måske indeholder grimme dunste og usunde kemikalier. Selv når hun skal have det af, kan vi undgå neglelakfjerner - en langt varmt bad opløser nemlig lakken, hvilket er så fedt! Både hun og jeg undgår derved grimt afskallet farve på neglene.

Jeg er den sidste tid begyndt at tænke rigtig meget over, hvad jeg tilbyder mig selv. Især hvad angår kropspleje. Det er egentlig ikke noget, der har fyldt ret meget tidligere - dog er jeg blevet mere og mere bevidst om at priorietere økologisk, parabenefrie produkter og en begrænset mængde parfume. Jeg er især meget obs på, at børnene ikke skal lægge krop til de usunde produkter. 

Det valg kan de tage selv, når de bliver store nok.

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke over, hvor meget vi egentlig fylder i og på os. Gad vide om det ikke er en væsentlig faktor til at alvorlige sygdomme bliver mere og mere almindeligt? Måske jeg er ved at blive for kritisk? Jeg synes i hvertfald, at det er vigtig at have i mente, at der måske er en årsag til at cancer f.eks ikke længere er noget "naboen" rager til sig.

Jeg kan kun varmt anbefale at kigge forbi Rawmakeup.

Flow

Kender I det, at være i flowtilstand? Min dag idag er i en tilstand af ikke at være tilstede - jeg kører derudad med en glæde og gejst jeg ikke har følt længe. Jeg er tilstede, men har en oplevelse af at have sluppet for "mig selv lige nu". Forstår I hvad jeg mener?
Den her sygdomsosteklokke er jeg ved at brække mig over. At jeg endelig formår at bryde den tunge dyne af halm, som holder mig nede, er så befriende.

Den sidste time har jeg ligget på knæ, tegnet, klippet og skrevet ned om tøj, jeg skal producere. Lis og jeg har gang i et rigtig spændende projekt, som lige nu er i skaber-, idé fasen. Over en kop kaffe fik vi brainstormet over en plan, som har ligget Lis på sinde. At hun har inviteret mig med i projektet er jeg for det første vildt beæret over, samtidigt er jeg rigtig glad for, at jeg kan få tankerne væk og ind på et område, hvor jeg mentalt føler at jeg vokser.

Jeg arbejder frit i øjeblikket. Prøver detaljer af og at skabe mønstrene selv. Det er ret sjovt og udfordrende. Jeg prøvede at tegne og sy en buksdragt ud fra samme udgave, som den jeg havde lavet til mig selv. Den røg med vrede lige i skraldespanden. Det gik slet ikke i den udgave, som jeg havde en forestilling om. Nu er jeg startet forfra.
Dette her er en kjole, som jeg har fået lavet. Som I kan se, så arbejder jeg videre ud fra sløjfe detaljerne, som jeg er vild med. Sløjferne og flæser bliver lidt et grundtema, jeg arbejder ud fra. Håber seriøst at jeg kan lave de ting, jeg har en forventning om.

Det skulle nemlig gerne kommer jer derude til gode..

Eco Vest

Et af mine aftenprojekter her i påsken har været at få afsluttet nogle strikkesager, som har ligget hengemt. Jeg fandt en vest frem, som kun manglede rib i halsen. Den er færdig nu. Men afsluttet 2-3 måneder for sent.
Alfred bruger nu str. 86 i tøj. Vesten er desværre nok en størrelse 68.

Den er lagt i min butik og sælges relativt billigt. Vesten er strikket i Økologisk babyuld fra Marks og Kattens. Det grønne garn er også økologisk, selvom at jeg ikke lige har linket til netop den farve.

Jeg er brandærgerlig over at han ikke lige kan passe den. Måske der er en lille purk derude, som kan? Kig forbi butikken her.

Er det bare mig?

.. der sidder med en følelse af at være en utilstrækkelig mor? Jeg har faktisk de sidste 2 dage set frem til at børnehaven og dagplejen startede op igen. Nu hvor ungerne er afsted og jeg har nået mine MUST´er, så sidder jeg faktisk med en lidt vag fornemmelse i kroppen. Jeg erkender, at jeg ikke har overskuddet til at gøre det rigtige hele tiden eller være perfekt ud i fingerspidserne.

Jeg har trængt til et pusterum - det har været en kæmpe udfordring i påsken. Ikke desto mindre - nu hvor jeg har fået fornemmelsen af "børnefnidder" ud af kroppen, så glæder jeg mig til at hente dem hjem igen.

Ida er i sin 3 års selvstændigheds-udvikling, så det virkelig har trukket tænder ud her i påskeferien. Vi har det mest stædige selvstændige barn (godt for det!), med sin helt egen mening, som SKAL trumfes igennem. Vi har valgt vores kampe med omhu - det har alligevel vist sig at være en udfordring. Vi har trukket vejret dybt men også nået hendes ret barnlige niveau.

Det kan bare være så omstændigt at diskutere alt fra rugbrødsmadder til teksten på "Oppe i Norge". Hun har en ret god fornemmelse af, at hun selvfølgelig har ret i alle sager, vi har oppe at vende.
Jeg ryger ind i mellem ned på hendes plan og går imod, når jeg ved, at selvfølgelig er "Solen ikke en leverpostej", eller at jeg IKKE vil smøre endnu en ny mad til hende, fordi skinkeosten ikke er interessant alligevel ligesom figenmaden.

Armmmen altså det har til tider været så latterligt. Om det er en måde at komme frem på? At finde sit eget JEG på? Så er det bare så provokerende at have en pige på 3 rendende mellem benene men et Nej tilføjet samtlige sætninger, der kommer ud af munden. Den der på-tværs-hed koblet med et bedrevidende blik, går lige i mit provokationscenter efter 3-4 intense dage.

Idag er der ro. Jeg nyder det altså lige nu. Nyder at have pause. Nyder at jeg ikke har været nød til at tælle til ti endnu.

Er jeg den eneste der punker mig oveni hovedet med følelsen af ikke at være tilstrækkelig?
Jeg forsøger at overbevise mig om, at det er ok at have den følelse.

Buksedragt

Buksedragten har været færdig i en uges tid og jeg har endelig fået taget nogle billeder af den. Jeg er blevet rigtig glad for resultatet og har fået lavet en ret god pasform. Det har været lidt et nussearbejde - jeg har syet indsnit bagpå. Det bliver lidt pænere med lidt facon. Hvis jeg skal lave en udgave mere, så bliver det nok med lynlås i siden, for at give den mere talje. 

De små detaljer med sløjfe effekten og den lille liberty er jeg langt fra færdig med at lave. Jeg har lige nu en buksedragt til Ida liggende på tegnebordet. En udgave ligesom min. Glæder mig til at sy den op. Håber den bliver ligeså god som denne her.

Det mælkedrengestribede stof er fra Stof2000
Libertyen er en af mine farvoritter - Gul Phoebe
Mønstret er en sammensætning af tre forskellige - sløjfeeffekten er lavet ud fra det færdige forstykke og har været lidt en udfordring.