en speciel gruppe kvinder

Når jeg tænker mig om og mærker ordentlig efter, hvilket godt kan være lidt en udfordring her i "casakaos", så sidder jeg i skrivende stund og er ved at flække i min lille ansigt af smil og glæde.

Som I sikkert har læst om hos Trine, Julie, Lis, AB, Anne, Julia, Marie, Astrid, Annamette, Cristine og ..  så er der lige udgivet  et E-Magasin; publiceret og skrevet af en gruppe danske blogdamer. Magasinet blev sendt ud til alle jer i går og det er så fantastisk og lige til at dele ud af.
Det ser skide hamrende lækkert ud  (Anne & Sidsel - hold kæft et arbejde I har udrettet, så flot!)

Det er så mærkværdigt at sidde her og skrive et indlæg om Blogish!.
Jeg har den sidste tid være off-line og har slet ikke været til stede, hverken her eller der, så at processen er nået så vidt, at du og jeg, lige nu, kan gå ind og hente magasinet ned, vi kan lave os en kop kaffe og nyde et farverigt spritnyt magasin på Ipad/Mac eller Iphone og nyde lidt lækker mangfoldighed.
At jeg i samme sammenhæng, pludselig kan se mig selv repræsenteret i det, overvælder mig med stolthed, men også en overmådelig trang til at puste ud og smile en stund. Det har været så langt væk - og alligevel så tæt på - ser jeg nu.

Derfor får jeg lyst til at skrive om fællesskab, når jeg nævner Blogish.
Det der E-Magasin er for mig et fysisk udtryk for et helt specielt og særligt venskab. Den gruppe kvinder gør så vanvittig stor en forskel for mig. Jeg er sikker på, at hvis vi spørger hinanden om samme issue, så er svaret det samme. Et kaffeslapperas som over et par år har udviklet sig til mere end bare kaffe og sniksnak, hvilket der nu stadig er umådelig meget af.

Du kender det med sikkerhed - du har en helt særlig veninde, som betyder alverden for dig. Én du kan læne dig op af, når lokummet brænder. Jeg har en helt særlig veninde, som står mig nær - men ved siden af - ikke bare bagved eller foran, men lige der, hvor mit til tider lukkede mig kan åbnes, der står denne gruppe kvinder og griber, når mit bærer flyder over eller på det tidspunkt, hvor jeg bliver svag i knæene, når byrden bliver for tung.

Vores sammenhørighed handler ikke kun om ord - selvom at ord og tid flyder som skidt som en spædekalv, når vi er sammen - men ordene var begyndelsen og nu spartlen i et stærkt fundamentalt venskab.

Måske er det her egentlig en lille spæd tak til pigerne for den støtte de er i mit liv lige nu. 

Men mest af alt er det også et indlæg, hvor du skal sendes videre;
Tjek Blogish! E-Magasin ud, hvis du vil hente magasinet ned, så du kan læse det på Ipad, så klik dig ind på Blogish´facebookside og find en guide til, hvordan du gør. Tryk endelig Like på siden så du kan følge med; for der vil være flere udgaver på vej.

symbolik

Jeg har en halskæde, som jeg er rigtig glad for mig. Jeg bruger den ikke så tit, blot fordi jeg glemmer den. Men den hænger på min sengelampe, så den fanger ofte mit blik.
Her i dag faldt jeg over den et helt forkert sted i huset. Helt i uorden og fuld af knuder. Enten har spøgelserne været på spil eller så har Alfred rendt rundt med den, så den nu mest af alt er lige til at kassere.

Men jeg har det sådan. Nej Sgu! Jeg er glad for den her kæde - den er anderledes, farverig og den betyder ret meget for mig. Jeg vil nu sætte mig og forsøge at piller knuderne op, selvom at det måske godt kan se ud som om, at det er en umulig opgave. Jeg er ikke typen, der passer i den meget omtalte "brug og smid væk" generation. Jeg passer på mine ting, faktisk.

Kender I det? 

Der er bare noget, der betyder alverden for en, ikke? Noget som man bare ikke kan give fra sig. Det helt ganske særlige! Det særlige, som man ikke bare kan smide ud i skralderen.
Jeg blev rigtig ked af dét, da jeg så det her rod i dag. Nogen vil måske sige, at man så bare skal passe bedre på sine sager. Det synes jeg også, at jeg har gjort, men måske ikke godt nok.

Nu vil jeg forsøge at løse min knude - jeg håber seriøst at det lykkedes. Ellers vil jeg gemme kludderet - som et kærligt minde.

Halskæden fik jeg af en kær veninde i fødselsdagsgave i maj

Skjorte

Jeg har længe været færdig med 2 drengeskjorter, som er syet efter et af CentiLongs kommende mønstre. Jeg har af mange omgang justeret og ændret i udgaverne, så vi fik den form, som vi ønskede os. Der blev syet et par skjorter til Alfred, som jeg længe har villet vise frem, men det er krop umuligt at tage billeder af Alfred - måske det er fotografen der er langsom? Han er alle steder i øjeblikket og vil så absolut ikke sidde og se pæn ud på billeder. Enten prikker han i linsen eller så jagter jeg ham rundt - her i haven - over 4 billeder ud af mange er valgt ud - og ingen viser rigtigt, hvor "Svensk Skærgårds-stil" den har over sig. Jeg har stadig et forsøg mere med den anden skjorte - tror jeg spænder ham fast der! 

Tøj vises altså bare bedst frem, når man har det på ikke?

Så pyt med om det er møg-beskidt og vådt af savl. 

Og jo det er en bar rumpe man kan ane under skjorten. I søndags hvor solen var hård, var skjorten en kærkommen let og luftig sag af have på uden at solen angreb hans sarte hud.

Mønstret på skjorten tegner vi fra str. 86 og op til 140 - det kommer på CentiLong shoppen her i efteråret.

Lavendel

Ida, Alfred og jeg var ude at plukke lidt små blomster af vores lavendel i haven. Busken har efterhånden vokset sig kæmpe stor og det piner mig, at den skal klippes ned. Det er nødvendigt - da den ellers vil overtage vores terrasse næste år. Jeg bliver bare så fascineret af farven, bevægelserne, dens tiltrækning af insekter - de hvide sommerfugle har der været mange af i år.

Det er betagende

Hvad vi skal bruge de små velduftende blomster til, ved jeg ikke endnu. Lige nu ligger de og dufter her i stuen, så de kan blive tørre nok til at komme i et lukket glas.

Jeg har seriøst savnet, at få gang i min blog igen. Når man blogger meget, så "ser" man et blogindlæg i næsten alt man foretager sig. Jeg har været fyldt op af ting den sidste tid, som stadig ikke har løst sig. Nu prøver jeg at finde energi fra det, der normalt giver mig et frisk pust i hverdagen.

Bloggen må på beatet igen. Og hvad med ikke at starte med noget rart?

her gik jeg lige og troede

at alt var ok og at sommeren kunne mindes som noget af det bedste længe. De sidste dage har ændret sig fra ubekymrethed og smil på læben til det modsatte.

I mandags måtte jeg bestille en tid hos en kiropraktior, da mit bækken var låst og det føltes som om, at en nerve havde sat sig fast. Det strålede ned i mine ben og gjorde ondt, når jeg lå ned og bukkede mig ned. Bedst havde jeg det, hvis jeg bare kunne få lov til at gå rundt i cirkler.
Jeg fik en akut tid hos en kiropraktor, som jeg havde haft pigerne igennem for år tilbage. Jeg vidste, at de var dygtige.

Når man er ny klient sådan et sted, så skal man svare på en masse spørgsmål, inden 1. behandling går i gang. Jeg skulle blandt andet svare på, om jeg var syg, var blevet opereret og om jeg tog noget medicin. Jeg kunne jo svare ja til alle og måtte uddybe.
Når man så står med sådan en sygdom over hovedet, så krævede det faktisk, at kiropraktoren tog nogle røgten billeder af mig, så han var sikker på, at det ikke var dét, der sad og rumsterede.

For at gøre en lang historie kort; 
Jeg har mandag og tirsdag fået taget det samme billede et par gange - for at se, om det var rigtigt, at der sad noget "mørkt" inde omkring mit bækken - og ikke bare en tarm der skulle tømmes.

Jeg går nu idag fredag og er kørt fast. Mine følelser er fra at være frie og glade - neutrale og mit humør er røv-trist. Jeg blev opfordret af kiropraktoren at kontakte min læge for at få undersøgt, hvad det nu er, der sidder og er "mørkt". Med min historie skulle jeg få det tjekket efter, for billedet havde ikke ændret sig sønderligt.

Hende den skrappe!
Lis siger, at jeg skal være hende den skrappe. Det er fandme svært, når jeg pludselig er blevet bange og nervøs (selvom at det IKKE behøver at være alvorligt). Men når min kiropraktor anbefaler, at jeg skal få tjekket det efter, så skal jeg vel tage det alvorligt? Jeg ringede i onsdags til den afdeling på OUH, hvor jeg er tilknyttet. Der fik jeg et svar en time efter, at jeg ikke behøvede at få det undersøgt, da jeg skal indlægges d. 31. august og skannes der. De mente ikke, at det var så påtrængende nødvendigt, at det godt kunne vente. De spurgte ikke til røntgen billederne eller om at kontakte kiropraktoren. Måske de har ret? Jeg mener bare ikke, at jeg skal gå i en måned og være bange.
Igår tog jeg Lis med til min læge (nej han har selvfølgelig ferie indtil d. 13. august) - men ferieafløseren. HAN tog mig alvorligt. Han har ringet op til kiropraktoren og sendt en henvisning videre til OUH. Nu venter jeg blot på en tid til skanning på OUH.

Nu er det fredag - mit bækken er næsten klart igen. Jeg klarer mig uden smertestillende og glæder mig til at komme på arbejde på mandag. Jeg er bare blæst tilbage og totalt skuffet over systemet. Jeg synes ikke, at jeg er den der type, som føler sig bedre end alle andre og BARE skal igennem systemet hurtigt. Men jeg forstår slet ikke, at man bliver negligeret og affejet på den måde. Jeg er 36 år, jeg har 3 børn, jeg har kræft i halsen som har spredt sig til lymferne - jeg skal i min anden behandling lige om lidt. Jeg forstår slet ikke, at de ikke tager det mere seriøst? Det er som at banke panden mod en mur, når man taler med det her system. Måske skal jeg træde mere i karakter og være hende den skrappe og irriterende, som selvfølgelig bliver tjekket en ekstra gang, end hende den ydmyg som ikke tør, "da de jo selvfølgelig ved bedre"- som må vente en måned?

Beklager - jeg havde virkelig håbet, at jeg snart kunne slippe denne her klynke blog. Men jeg måtte af med det her galde. Det er fandme et ynkeligt liv jeg lever - og hvor er jeg f#@k?ng træt af det! Forleden dag, midt i alt det her gylde, grinede jeg sammen med min veninde over den her situation. Kender I de mennesker, som ikke kan åbne munden uden at der kommer ynk og elendighed ud af den? Sådan har jeg det lidt lige nu - og det er bare ikke mig!