Hulkrus

Jeg har mit evighedsprojekt fremme igen. Jeg er ved at strikke Helga Isager´ hulkrussweater fra bogen "strikketøj". Trøjen er til Alfred og heldigvis startede jeg den op (for næsten et år siden) i størrelse 2 år. Lige nu kommer det til at ligge lidt hen et par dage. Jeg mangler et par nøgler af grundfarven.
Jeg strikker med Rasmillas yndlingsgarn - og mixer alverdens farver med en koksgrå bund.

Jeg er vild med hulkrussweateren og hvis du prøver at google "hulkrus", så tjek lige alle de smukke modeller ud, som folk har lavet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare ser at blive færdig. Det er sådan et hygge projekt. Samtidigt er der en masse ender der skal hæftes, hvilket jeg gør undervejs, så jeg ikke står med en stor knude ved det færdige projekt. Men tiden går og jeg bliver nød til at få den afsluttet snart.

Kender I det - inden man ser sig om, så har man gang i flere projekter? Eller er du bare god til at holde dig til en ting af gangen?

At trævle op for at starte forfra

Nu har jeg den sidste tid skrevet om dét at følge sine drømme. Om hvor modige jeg synes folk er, når de bare springer ud i tingene og forsøger sig med noget nyt. 

Som jeg skrev igår, så følger denne her sætning mig altså lidt:

" alting sker som det skal, hvis bare vi lytter til den lille stemme i os,

før vi hører på de larmende tanker"

Nu står jeg ikke i de store overvejelser om, at melde familien ud af det danske samfund og flytte til Honolulu, selvom at jeg efterhånden er ved at brække mig over de danske somre. Jeg er heller ikke ved at overveje at sige mit job op for at uddanne mig til kranfører, for at kaste mig over lidt social arv fra min mor. Altså jeg synes ikke, at mine drømme er så store, så jeg ikke kan kaste mig ud i dem, når de opstår. Jeg har faktisk alt omkring mig, som gør mig lykkelig. 

Eller hvad?

Det der med at lytte til den lille stemme i os? Hvor nemt er det lige - altid?

Jeg oplever i perioder, at det faktisk kan være helt vildt svært. Det der med at lytte til mig selv. Jeg synes faktisk ikke, at jeg altid er særlig god til det. Jeg er overbevist om, at det er et levn fra mine barndomsår, som har sat sig fast i min krop. 

Faktisk kan jeg godt se, at det specielt gør sig gældende, når jeg skal vurdere noget, hvor jeg selv er deltagene eller hvor jeg skal tage valg i forhold til mig selv. Jeg stå der og væve lidt frem og tilbage på mine to ben; skal/skal ikke, ja/øhm/nej, du kan nok/du duer ikke til en skid - og jeg bliver faktisk mere forvirret over min dialog mellem djævlen og englen på mine skuldre end egentlig at fornemme, hvad jeg reelt har lyst til.

Og skal jeg være helt ærlig, så er jeg så træt af, at være sådan en wuss. Den der kryster kommer oftest snigende, når jeg har noget andet hængende over hovedet - der hvor overskuddet ikke er særlig stort i forvejen. Så kommer hun snigende og sparker på én mens man ligger ned. 

Jeg får ofte at vide, at jeg er sej, stærk og modig. Men hvordan ser det ud, når man ikke selv fornemmer det? 

Kender I det?

Jeg synes virkelig, at de larmende tanker til tider taler lidt for højt. Jeg har i lang tid været i gang med at trævle (mine oplevelser) op for at starte forfra (finde forståelsen) - og jo mere jeg får tingene ud af systemet, jo nemmere får jeg også ved at lytte til mig selv. 

Jeg tror på, at man først kan lære at lytte til den lille stemme og give afkald på "larmen" når man tager en beslutning om, at det kræver handling fra "sig selv". 

Om at følge sine drømme #2

Jeg har den sidste tid skrevet lidt sammen med Rikke på facebook. Jeg ved ikke, om I husker pigen med bloggen Prikke Langstrømpe? Det var hende med de smukke billeder - det enormt kreative univers - kan I huske alle hende tegninger? 

Jeg mindes, at hun pludselig var væk. Sådan uden videre? Sidenhen havde jeg tænkt på hende indimellem. 

Pludselig så jeg via hendes facebook profil, at hun var tilbage igen. Hun har startet en ny blog, men man er ikke i tvivl om, at det er Rikke der står bag. 

Efter nogle snakke med Rikke, må jeg sige, at hun sgu har ben i næsen. Hun forstår sig på, at følge sine drømme og kaste sig ud i det nye. Rikke er flyttet til Spanien og har fulgt drømmen om at arbejde sig videre med det kreative. Hun er begyndt på Fashion Course på Marabella Design Academy og hendes søn går i skole og taler nu flydende engelsk og spansk. 

Som hun selv har nævnt for mig, så skal man ind i mellem vende det hele på vrangen og prøve forfra. Man skal tage sig selv i nakken og vælge sig vejen. Som min hjerte-veninde ville sige det, så handler det om at sætte sig nogle mål og følge dem. Man skal ikke lade tilfældighederne drive livet. Men handle bevidst udfra ens hjerte. 

Rikke skrev til mig en dag; " alting sker som det skal, hvis bare vi lytter til den lille stemme i os, før vi hører på de larmende tanker".

Jeg synes, at Rikke er sej. Når bare man følger sit hjerte. 

Smag lige lidt på den? Gør vi det hele tiden? Føler hjertet?

Hermed sender jeg dig videre til Rikkes blog

Something Ricasso

(billederne er lånt fra hendes blog)

Efteråret

Jeg har lige været på æblerov ude i min fars have i Munkebo. I mandags lå jeg i min seng om aftenen og lyttede til uvejret og tænkte på, at hans træ ville miste alle æblerne i blæsevejret.
Lige siden har jeg overvejet, at jeg måttet ud og hente nedfaldsæblerne hjem - det er jo lige tidligt nok, at plukke træet. Man siger, at det er i Oktober, at æbletræerne er klar til at blive ribbet. Og alle de gode æbler skulle helst ikke ligge og rådne på plænen.

I hans have var der ikke faldet for mange æbler ned. Det blev heldigvis kun til en lille kurv. Jeg kunne ikke dy mig - og fik plukket en kassefuld af de store æbler fra træet. De tyngede grenene - jeg kunne ligesom se på dem, at en enkelt dag med vind, ville sende æblerne på plænen. I næste uge må vi afsted igen og få hentet de sidste.

Jeg elsker efteråret - bliver aldrig træt af vinden, småregnen, farverne i træerne og duften af den våde skov. Det inviterer til hygge, æblekage og lune strikkede sweatre.

Maries quiltede jakke

De sidste to uger har Marie boet i hendes nye quiltet jakke. Jeg skulle afprøve et af CentiLongs nyligt ankomne pdf mønstre og Marie var med på, at det blev til hende. Jeg havde den næsten færdig quiltede jakke med i sommerhus for et par uger siden, hvor jeg i hånden syede kantebåndet på hele vejen rundt. Ikke fordi at jeg ikke kan finde ud af at sy kantebånd på maskinen, men ligeså meget fordi jeg godt kan lide, at båndet rundt var syet uden en stikning. Det tager mega lang tid og er ikke noget jeg gør igen. Gosh!

Jeg husker faktisk, at nogle af det første quiltede jakker jeg lavede i sin tid - og andre ting med kantebånd - dem syede jeg fast i hånden - fordi at jeg ikke var god til rundingerne. Nu hvor jeg efter års øvelse har det liggende i hånden uden problematik, vil jeg vælge symaskinen frem for hånden - uden tvivl. Det skulle bare prøves af igen.

Marie er glad - og jeg er ligeså glad faktisk. Der går længe mellem, at jeg får lov til at sy tøj til hende. Hun gider det ikke. Hun har alderen, hvor det er federe med hummel bukser og nike trøjer, så at jeg kunne få lov til at sy en af CentiLongs jakker (hun valgte stoffet) var som at vinde i lotteriet. Jeg havde ikke regnet med, at hun ville blive så glad for den, som hun er. Hun har haft den på HVER dag de sidste 14 dage. Idag er den skiftet ud med en vinterjakke, desværre.

Jeg må forklare hende, at jakken godt kan bruges i stedet for en cardigan eller varm trøje og ikke kun som overtøj. Jeg kan jo godt regne ud, at jakken grundet kulden ikke bliver brugt før foråret, hvor den desuden er alt for lille. Og hvorfor skal den hænges på bøjle i gangen?
Den vil da være super smart til et par cowboybukser og en langærmet t-shirt - Indendørs brug! Jeg bruger da min året rundt.

Jeg har som yderstof brugt Tildas nye bomuldsstof fra Panduro. Marie faldt for fuglehusene som var printet på stoffet. Jeg var taknemmelig for, at det ikke var spraglet og storblomstret. Foerstoffet er fra Stof & Stil - ligesom kantebåndet, som jeg selv har klippet af koralfarvet bomuldslærred. Jakkens mønster og syvejledning er netop landet i CentiLongs Shop i størrelserne 110 til 140.

Jeg kommer sikkert til at sy en ekstra til Marie. Hun snakker om, at den næste skal være sort. Dog tænker jeg, at det skal være Ida´s tur først. Men hvor er det fedt, når man rammer plet - især når de teenagetøser bliver så kritiske med tiden.

Jersey til mig

Jeg fik igår lavet en langærmet t-shirt færdig til mig selv. Jeg havde et fint stykke koralfarvet jersy liggende (det syner orange på billedet, men farven er mere mat i stedet for den orange, selvom at jeg synes, at farven på billedet også er vildt flot!) som jeg længe har villet lave noget til mig selv i.

Jeg har fået inspirationen fra det nye Burda- blad nr. 09/2012. Der har de vist en lignende model i jersey, men jeg har ændret lidt i pasform og afslutningen. Trøjen i Burda-bladet er syet med en knaplukning i ryggen og belægning i halskanen. Jeg er mest glad for rib-kant afslutningen, så den har jeg lavet i stedet - samt i ærmerne. Trøjen er ret fed med det lille tvist af duchesse-stof ved skuldrene. Kontrasten mellem den korale jersy og den marineblå duchesse er lidt sjov. T-shirtens pasform er ret fin. Den har en passende længde og i bladet kan man også tegne den videre til en kjolemodel, hvis man skulle have lyst til det.
Stoffet er fra Stof 2000. Jersyen finder du her og duchesse´en finder du her - desværre ligger den mørkeblå ikke på deres web-shop, men jeg er sikker på, at du sagtens kan bytte effektstoffet ud med noget andet - f.eks. acetat foer-stof. I så fald ville jeg nok stryge et tyndt lag vlies på bagsiden, så det bliver stivet lidt af. Duchesse´en er lidt kraftigere end acetat.


Jeg har lovet mig selv, at jeg fremover vil være bedre til at springe ud i farverigt tøj. Synes jeg er ret modig med den her t-shirt. Måske fordi jeg normalt ikke bryder mig om at være så i øjnefaldende. Jeg kan i hvertfald ikke snige mig uset rundt med den her farve. Men jeg elsker den. Den er fin.

Om at følge sine drømme #1

Jeg var så heldig at modtage billetter til den nye disneyfilm "Modig" i forbindelse med langseringen af Mirandadukken. Marie og jeg var inde at se filmen og siden hen har jeg tænkt lidt. Ikke over filmen som sådan, men om dét at følge sine drømme.

Er man modig, hvis man følger sine drømme? Det vil jeg mene!

Jeg griber mig ofte selv i at drømme og lave planer. Nogle af mine idéer er helt hen i skoven og utopiske at realisere, andre er håb om at ændre nogle ting i mit liv, så jeg får skabt en helhed i mellem hoved, sjæl og konflikter - en længere historie jeg ikke vil komme ind på her. Men det kan også være, at have drømme om at udvikle og skabe - om at turde kaste sig ud i tingene. Det handler om at være modig.

Søren Kirkegaard har i sin tid indprintet os med sin vise sætning: " At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv." Det er kloge ord. Utrolig meget brugt, men sande. Jeg vil blot gå så vidt og sige, at man ikke (altid) nødvendigvis vover en masse ved at følge sine drømme, men hvis man forholder sig tro mod sig selv, så er man på rette vej.

Og her er det, man ofte kan bremse sig selv. F.eks. tør jeg kaste mig ud i egen virksomhed? Har vi plads til flere børn i vores hverdag? Skal vi købe en båd og sejle jorden rundt? Er der plads i familielivet til at jeg dyrker ekstremsport?
Som ofte er der jo nogle mennesker omkring os, som skal med ind over sådan en beslutning, ikke sandt? Man kan ikke altid bare kaste sig ud i tingene uden at være obs på, hvem der står ved siden af og egentlig også er involverede. Hvor langt kan jeg gå eller bremse mig selv - og samtidigt følge mit hjerte? Ind i mellem må man jo stå i situationer, hvor man for at følge en drøm må vælge noget fra? Eller hvordan er det?

Min far har altid rejst meget med sit job. Faktisk lige siden at jeg var en lille pige. Jeg mindes, at jeg har savnet ham rigtig, rigtig smadder ondt, meget! Jeg ved, at det i min barndom var et nødvendigt onde for ham, at rejse med sit job. Jeg ved også, at han savnede os mindst ligeså meget. Men jeg kender også min far godt nok til at sige, at min far er god til at rejse med sit arbejde. Jeg tror faktisk, at han trives godt i "normade"-livet. Han er fly-mekaniker og har ofte været udstationeret - f.eks har han rejst meget til Færøerne, Grønland, Pakistan, Afghanistan, Japan og mange flere steder. Nogle ophold har været en kort gennemrejse og andre lange perioder. Jeg har selv i den forbindelse fået set dele af Verden, jeg aldrig havde drømt om at opleve.

Jeg synes, at min far har været modig. Jeg tror, at han har ædt mange kameler ved at være væk hjemme fra. Jeg tror dog også, at det er med til at gøre ham glad og levende. Dét at rejse.

Min far er lige rejst igen. Han var lidt betænksom ved at skulle fortælle mig om planerne. På det tidspunkt havde jeg stadig cancer diagnosen hængende over mig hoved. Han var bange for, at jeg ville blive ked af det. Og mangle ham herhjemme. Det har jeg tænk over. Selvfølgelig.
Det der med at følge sine drømme og dét der gør en glad. Jeg forstår min far. Jeg ved, at han er i rette element.

Han er lige rejst til Tanzania. Han har planer om, at være udstationeret i 2 år. Det lyder at meget. Det er lang tid. Men hver 3. måned kommer han hjem og holder 14 dages ferie. 2 år går hurtigt.
Hvad skal jeg sige? Misundelse er en grim ting? Nej! Jeg er egentlig lidt stolt af min far. Han er tro mod sig selv og har altid været det. Han har få år tilbage på arbejdsmarkedet og jeg bliver sgu glad, når jeg ser, at han griber de muligheder, han får tilbudt.

Det er den smittende effekt, det har på mig. Det at følge sine drømme - dét der gør en glad. Glæden smitter.

At min far nu befinder sig på den anden side af jorden - forstår jeg mig ikke rigtig på lige nu. Der er Skype - som egentlig inviterer ham med i madlavningen i køkkenet og flue på væggen i vores familieliv. Vores plan er at rejse på besøg hos ham i det nye år. Hvem havde lige tænkt, at det var i Tanzania, vi skulle holde ferie? Afstanden betyder ikke så meget mere.

Nå hvad var det lige, jeg ville sige med det her?
Jeg kan godt forstå, at det kan være svært ind i mellem at kaste sig ud i at føle sine drømme - især fordi man kan lade sig bremse af omgivelserne. Men bliver man egentlig et gladere menneske af det?

Billederne har jeg lånt af en god ven - Per Joachim - som arrangerer rejser til Afrika. www.Visitafrica.dk 

Jersey kjoler

Her i weekenden har jeg fået et par timer, hvor jeg kunne kaste mig over nogle kjoler til Ida. Jeg er blevet ret glad for at sy i jersey og når nu min cover-locker er kommet hjem efter reparation, så har det været en fryd, at sidde med rib-roleau´en som tidligere har hængt mig ud af halsen.

Jeg har fået syet 2 kjoler i denne omgang. Stoffet er noget jeg har haft liggende i over et år, så jeg kan ikke engang henvise til andet en Stof og Stil, som jeg i sin tid købte det i. Mønstret er fra Onion (nummer 20021) - jeg har lavet lidt om i halskanten og i ærmerne. Men mønstret er ret nemt at gå til.
Jeg tror, at hver kjole har taget mig ca. 1 time at sy. Det meste bliver kørt igennem overlockeren og kun kanterne i ærmerne, hals og oplægning har jeg brugt symaskine og coverlocker til.

Man behøver ikke en coverlocker til at sy rib-roleau. Det er nemt og pænt, men en symaskine og en tvillingenål til jersystof kan altså også godt gøre det.

Jeg har altid været ret vil med kjolerne fra Småfolk, men nu hvor jeg bliver mere og mere dus med jersey og især at få kanterne pæne (også indeni), så bliver jeg mere og mere hooked på at sy dem selv. Og hvis man nu leder efter jersey med fedt print, så er det bare med f.eks at springe videre til Stof og Stuff eller Malika og Rosa - som begge har nogle fine og anderledes udgaver liggende.

Hvis man så bare kan vælge.

Det sidste som jeg mener er nævneværdig - Kjolerne er vist ret behagelige at have på. Ida har tre af slagsen nu og hun elsker at have dem på.

Har du også afholdt dig fra at sy i jersey?

på vej tilbage til det normale

Det var simpelthen den bedste besked du har sendt mig i dag. Jeg har ikke haft mascara på siden. Det er en nyhed vi er mange, der har ønsket for jer længe. Endelig er den kræftsygdom vinget af. Det må være en lettelse. Er du ikke ovenud glad?       sms fra bedsteveninden 

Ærlig talt? Jo - selvfølgelig er jeg lettet og glad! Jeg skulle være et skarn, hvis jeg tænkte andet. Sammen med lettelsen og glæden vågnede jeg dog op dagen efter og var møg ked af det.
Det har taget mig knap en uge nu, hvor jeg har været så umådelig træt og trist. Jeg har dunket mig selv i hovedet utallige gange og råbt indvendigt - "nu skal du sgu da være glad, slippe det lort og komme videre ind i hverdagen igen. Nyd at du kan koncentrere dig om noget andet!?" Jeg står sådan lidt tilbage og betragter mig selv som et håbløst tilfælde. Nå - trives jeg så bare bedst i kummerlighed?

Eller er det helt normalt at gå ned med flaget?

Selvfølgelig hænger det sammen med, at mit stofskifte var lavt. Jeg var trappet ud af min medicin, så jeg kunne optage min behandling på bedste vis- og var fysisk nede at skrabe bunden, så nu hvor min krop er på vej op at stå igen, så kan jeg også mærke, at jeg psykisk er på vej. Men heldigvis får jeg også at vide, at min reaktion er helt normal! Og forventet. Der er en forventning til, også fra en selv, om at føle glæde og lettelse. I stedet var jeg bare helt flad. Al den ængstelse der har fulgt mig i lang tid, har tæret utrolig meget på mine kræfter. Den portion energi skal jeg hente ind igen. Og give mig tid til at få depotet fyldt op.

Pludselig skal jeg genfinde mig selv i en ny situation. Jeg skal tilbage det normale, hvor mine "bekymringer" er morgenhåret, ungernes græspletter på knæene og roderiet i krogene. Det er så uvant lige nu.

Vi tog i sommerhuset i weekenden og var først retur mandag eftermiddag. Det var en befrielse at komme lidt væk hjemmefra. Jeg fik mærket vesterhavsvinden mod mine kinder, nydt ungerne, vi fik det sidste halve år lidt på afstand. Jeg tror, at jeg fandt en savnet bid af mig selv derovre.

Som dagene går kan jeg fornemme at det slipper lige så langsomt. Jeg er glad nu. Stadig umådelig træt, men jeg har fundet glæden og modet frem igen. Jeg kan lidt måle det på lysten til at finde mit kamera frem igen og tage billeder, lysten til at sy, lysten til at være social. Det spirer igen.

Jeg er en anden. Jeg er på vej tilbage til det normale - men jeg vil nok aldrig blive den gamle Christina igen. Jeg har lært meget om mig selv den sidste tid. Lært om mine grænser, mine drømme og håb og om, hvad omdrejningspunktet for resten af livet skal være.

Tak for alle jeres tanker i sidste indlæg. Jeg har været så rørt over, at der reelt har været så mange, der har været med på sidelinien. Det har ramt mig, det skal I vide. Jeg har fået nogle mails fra læsere i min indbakke, som jeg ikke har fået svaret på - men tankerne og taknemmeligheden har været der hele vejen. Der har været skulderklap fra mennesker omkring, som jeg reelt ikke kender. Mange tusinde tak skal I alle have.

At nyde kan være ambivalent

 Jeg er sikker på, at I godt kan forestille jer det. Det ambivalente.

Det sidste år, er jeg hver dag blevet mindet om livet. Hver dag er jeg blevet mindet om, at det er vigtigt at nyde øjeblikket. Det er en kliché, en floskel, som man ind i mellem kan korse sig over at høre. Ikke sandt?

Når jeg er trådt ind i børnehaven for at hente Ida, har mit hjerte ind i mellem hoppet et slag over, når jeg har set hende sidde i sandkassen og lege. Jeg har stået lidt på afstand og tænkt - "her sidder hun så - den lille pige med pagen - min lille pige". Opdager hun mig stå og kigge, råber hun "Moar" og kommer løbende hen for at hoppe i mine arme. Jeg får et kram - vi holder i hånden ud af lågen.

Senere, hvor vi sammen træder ind i dagplejen for at hente Alfred, så ved jeg ofte, at han ligger og sover tungt ude i barnevognen. Jeg lister mig ud i haven for at se, om han mon har fået øjne. Han ligger som regel og sover tungt. At stå dér og kigge på Alfred, ser så dejligt og fredfyldt ud. Han emmer af ro og tryghed, som er så smittende på hjertet, at det banker derudaf i fuld galop.

Mine stunder er af en helt anden kaliber med Marie. Hun er blevet meget stor det sidste år og det vi har sammen er anderledes, end det jeg har med de små. Hun er min store følsomme pige.
Tit er jeg med på sidelinien i alt hendes gymnasik. Det har fyldt meget i hendes hverdag, siden hun var seks og Marie elsker det.
Sidste onsdag var hun til første træning efter ferien og jeg sad med på sidelinien med et halv øje på strikketøjet og resten af opmærksomheden rettet mod hende, men på en iagttagende måde, så hun ikke skulle fornemme, at jeg var "på hende". Det lyser ud af Marie, hvor meget gymnastikken betyder for hende. Marie udfordrer og presser sig selv og når hun "knækker" koden, kan jeg se hende vokse.
Marie sendte mig et lille forsigtigt blik i onsdags; "Moar, så du mig? Så du, at jeg lige slog en flikflak? helt selv?". Jeg sendte et kæmpe smil retur. Jeg så det, jeg mærkede det og holdte vejret i samme stund. Af stolthed.

Det her er enkelte stunder, som rører mig dybt. Det er også nogle af de stunder, hvor jeg det sidste halve år er blevet mindet om, hvor vigtigt det er at nyde dem. Det gør vi alle jo, men helt nøjagtigt det jeg mener er, at det er vigtigt, at være tilstede.
Det er mig, der skal være med til at vise dem vejen, skabe trygheden, hjælpe dem igennem udfordringerne, lære dem en bid af livet. Det er en mors pligt at være "lige her" og give kærlighed.

Det er også de stunder, som har banket mig i knæ - dem der har slået mig som et knytnæve slag i maven. Deres mor har kræft og hvor har de egentlig meget at miste.

Mine børn.

Det har gjort så ondt i mig, hver eneste gang, selvom at det hele opstår af kærligheden til dem.

Alle disse ambivalente følelser kan jeg nu tillade at ryste af mig.

Jeg er sendt hjem i dag fra OUH med en hjertelig nyhed om, at der ikke er mere at spore i de sidste prøver der er blevet taget hen over de sidste 5 dage. Idag skulle egentlig have været start på endnu en behandling. I stedet er jeg  blevet i sendt hjem - helt rundt på gulvet og let som en fjer.

Jeg er ikke landet endnu. Overhovedet! Veninderne smser mig ned i et væk, mine tasker står slynget ind i gangen, legoklodserne og dukkerne ligger spredt ud over gulvet, vasketøjet venter på at blive lagt lægges sammen, Henrik har gang i maden, kan jeg lugte. Alfred er i ulve-humøret og kalder på min tilstedeværelse. Hverdagen er i gang igen. Som om intet var hændt.

Hold kæft hvor skal jeg nyde den!