Alfred og jeg var alene i weekenden. Trods begyndende sygdom hos mig, så havde vi en fantastisk weekend. For et stykke tid siden fortalte jeg om den afstand der er kommet Alfahannen og jeg efter min sygdom. Det har været mega svært at erkende, at der ER den afstand og at det tager tid, at nå tilbage til "det vi havde dengang" - dertil kommer vi ikke igen. Heldigvis kan jeg konkludere, at sådan en weekend, som vi har lige har haft, hjælper os lidt den rigtige vej.
Alfred er sjov. Han har den alder, som virkelig trækker tænder ud. Udover at han sover elendigt stadigvæk, så er han også på det udviklingstrin, hvor han prøver sig selv (og os andre) af - han er selvstændig - stikker af, skælder ud, vil bestemme over det legetøj Ida leger med. Ind i mellem kan jeg ikke lade være med at grine af ham - over at han ind i mellem kan være så urimelig.
Lidt ligesom Bamse er overfor Kylling!
Huen han har på er en ny udgave af den elefanthue, jeg lavede sidste år. Det er en super god model fra Drops - og hvis man lige væver en elastiksnor rundt i åbningen ved ansigtet, så sidder den perfekt og dækker godt for ørerne. Jeg har strikket huen i Alpaca fra Drops.











